Marlene Batz modtog sidste år Lokalavisen og Zontas Opmuntringspris. Dengang var hun erklæret kræftfri, men sygdommen er tilbage.

Marlene Batz modtog sidste år Lokalavisen og Zontas Opmuntringspris. Dengang var hun erklæret kræftfri, men sygdommen er tilbage.

Så smuk og dejlig:

Ung mors ufattelige livsmod - hun ved, at hun snart skal dø af kræft

Af
Louise Ritter

Hver tredje uge rejser 28-årige Marlene Baatz sig fra sofaen så snart hun fornemmer, at benene kan bære. Kemoen raser stadig i kroppen, mens hun sætter kurs mod køkkenet og sin forventningsfulde seks-årige datter.
Med tiden har det udviklet sig til et fast ritual, for når mor igen er frisk nok til at bage, så ved hun, at mor er rask igen. I hvert fald indtil kemobehandlingen igen melder sig, og mormor eller farmor flytter ind i en uges tid for at passe familien, mens mor ligger syg.
Senest var det tryllestave fra prinsessebogen de to bagte sammen på vej ind i den første af Marlene Baatz' to gode uger. De følger altid efter den dårlige kemouge, og i dem passer datteren sin 0. klasse, mens Marlene Baatz hver dag henter energi ved sin hest og i det hele taget suger alt det ud af livet, hun overhovedet kan. Ingen kan nemlig fortælle hende, hvor længe hun har det. Kemoen er kun livsforlængende, og blev hende tilbudt, da hun i maj endelig fik vished for, at den knude hun længe havde følt i halsen var kræft i en lymfe. Det vidste hun godt.
Faktisk sagde hun det allerede højt her i Lokalavisen i november sidste år, da hun modtog kvindeorganisationen Zonta og Lokalavisens Opmuntringspris 2014. Hun sagde også, at hun egentlig ikke havde brug for vished og kunne vente helt til i år med svar. Det fik hun så også lov til, for længe var knuden så lille, at lægerne ikke kunne foretage en biopsi, men det kunne de i foråret.
"Jeg ventede egentlig bare på at få at vide, hvad jeg jo godt vidste. Tiden op til brugte jeg på at lade op til kamp endnu engang og indstille mig på kemoen igen," fortæller Marlene Baatz, der i december 2013 fik konstateret kræft i brystet.
Den har altså siden spredt sig til lymferne, og det kan man ikke operere for. Resten af sine dage skal Marlene Baatz derfor modtage kemobehandling med tre ugers interval.   
"Vi satte os ned og tog et valg: Vil vi sidde med hænderne i skødet og være triste og ulykkelige eller vil vi leve, mens  vi er her? Vi har valgt det sidste og besluttet os for ikke at fokusere på, hvornår det går galt," siger Marlene Baatz, der sammen med sin mand Karsten har datteren på seks år og hendes lillebror, der netop er startet i børnehave.
 
 

Viljestyrke og motion

Familien har købt campingvogn, og når Karsten ikke er off-shore bruges weekenderne gerne koncentreret sammen i den nye campingvogn. Selv kalder Marlene familien for heldig, fordi de i vid udstrækning har hverdagene til at få de praktiske ting fra hånden, som andre bruger weekenderne på, hvor familien Baatz Sørensen så kan hygge igennem, når børnene også har fri.
De forsøger i det hele taget at få det bedste ud af alt. Marlene og Karsten ved begge, at hun aldrig bliver rask, og at der ingen garanti er for, hvor længe de selv kan sætte rammerne for familielivet, før kræften får overtaget.
I forsommeren mobiliserede de overskud til at stable deres eget hold på benene til Kræftens Bekæmpelses 24-timers stafet i Veldtofte Idrætspark. Holdet samlede 36.000 kroner ind til kræftsforskningen, og  sammen med komponist og psykolog Gert Barslund har Marlene Baatz også skrevet to sange om det at leve med kræft. 
"Jeg tror, at det handler meget om viljestyrke og motion. Jeg rider og sørger for at få mig rørt hver dag eller i hvert fald, når det kan lade sig gøre. Jeg kan dog godt mærke, at det bliver sværere og sværere for hver omgang kemo, men jeg har min familie, mine børn at leve for, og det gør jeg" siger Marlene.
 
 

Alle skal være i det

Da hun første gang blev konstateret syg og skulle gennem kemoterapi flyttede børnene i vid udstrækning hjem til deres bedsteforældre, når kemoen lagde deres mor ned, men sådan er det ikke længere. Nu er familien samlet i hjemmet, og så rykker bedstemødrene i stedet ind på skift.
"Det har vi valgt, fordi det ikke længere bare er et forløb, vi skal over. Kemoen skal jeg have for altid, så vi er alle sammen nødt til at være i det denne gang," siger Marlene, der blandt andet forsøger at hvile på sofaen, så børnene kan gå til og fra hende, som det passer dem. Der hygges med popcorn og deles kram ud, inden de igen løber ind for at lege på værelserne, og hun falder i søvn.
Familien lader til at have knækket koden til livet med kræft, mens rigtig mange andre arbejder på at knække den forbandede sygdom. Også Marlene Baatz selv.  Hun lægger krop til al den forskning, hun kan.
"Jeg bliver ikke helbredt, men kan jeg gøre en forskel for fremtiden, så vil det være fantastisk."

null

Publiceret 22 October 2015 16:00