Lars Roed Hansen fra Tørring er blevet en følsom mand efter konens brystkræft. Men han er ikke flov over at vise følelserne, tværtimod hjælper det ham at tale om dem. Foto: Lotte Gyldenvang.

Lars Roed Hansen fra Tørring er blevet en følsom mand efter konens brystkræft. Men han er ikke flov over at vise følelserne, tværtimod hjælper det ham at tale om dem. Foto: Lotte Gyldenvang.

“Jeg har aldrig grædt så meget”

Da Lars’ hustru fik brystkræft, tog han over i hverdagen og var forholdets stærke klippe. Han endte med en depression

Af
Lotte Gyldenvang

Lars Roed Hansen og hans hustru, Jette Voigt Hansen stod på nippet til at køre til Italien på sommerferie i juni 2009, da hverdagen med et pludselig tag ændrede sig for parret i Tørring.
Kort inden opdagede parret tilfældigt, at Jette havde en knude i det ene bryst. Et lægebesøg blev til scanning og biopsi, der viste, at Jettes bryst havde kræft, endda en delvis aggressiv én af slagsen.
“Alt bliver rykket fra hinanden. Hverdagen. Rutiner. De trygge rammer. Uvished og utryghed splitter det hele fuldstændigt fra hinanden,” fortæller Lars Roed Hansen og kigger op fra kaffekoppens dyb med våde øjne.
Allerede inden de vidste, hvad knuden i brystet bar på, blev Lars utrolig følsom.
“Jeg græd og græd. Helt utrolig meget. Frygten for at miste er altoverskyggende. Den fik tårerne frem i mig, og gør det stadig. Jeg har aldrig grædt så meget,” indrømmer han og tilføjer, at følsomheden også kan vise sig ved mere banale ting, som når han ser en film.
“Jeg er nok en meget almindelig mand i den forbindelse. Ikke total hård, men bestemt heller ikke den bløde type. Inden Jettes sygdom sad jeg i hvert fald ikke og græd over en film. Det gør jeg nu”.
Der gik kun halvanden uge fra Jette fik konstateret brystkræft, til hun blev opereret og knuden var væk. Herefter fulgte næsten halvandet år med kemokure, strålebehandling, antistoffer som følges op med 10 år med antihormonbehandling.

Klippede sin kone skaldet

Efter første kemokur begyndte Jette at tabe håret.
De havde talt om, at når det skete, skulle det hele bare klippes af. Men Jette kunne ikke selv gøre det.
“Det kunne jeg i princippet heller ikke, men jeg gjorde det for at hjælpe hende. Det var simpelthen så mærkelig en situation. Vi græd sammen, mens trimmeren forvandlede min smukke kone til at være synligt syg. Det feminine forsvinder. Det er virkelig mærkeligt at se sin kone sådan. Og så er det ganske enkelt bare alt andet end naturligt at klippe sin kone skaldet,” husker Lars.

Ikke den samme kvinde

Ifølge ham, er det på mange måder enormt udfordrende at se sin kone så syg. Noget af det første, Lars som pårørende mand nævner er, at han ikke længere bor sammen med den kone, han for over 25 år siden giftede sig med.
“Jette er sådan mentalt stadig Jette. Men der er mange ting, som har ændret vores hverdag markant. Hun har en del hukommelsessvigt. Hun skal skrive ting ned, for at huske det. Vi har camperet i mange år og nydt udeliv utrolig meget. Men kemoen har gjort hende ekstrem kuldeskær. Hun tåler ganske enkelt ikke det mindste træk, med mindre hun pakkes ind til ukendelighed i varmt tøj. Hendes kræfter er sparsomme. Kemoen har gjort hende 5-10 år ældre. En hård dag på arbejde eller sidst på ugen kan hun være meget træt, så vi er gode til at hjælpe hinanden,” forklarer Lars. De svigtende kræfter mærkes også på parrets sexliv, der ligesom resten af hverdagen har ændret sig markant.
“Jette har hverken den samme lyst eller kræfterne til at opretholde sexlivet. Det er på mange måder frustrerende. Det fremmer heller ikke sexlivet, at se sin elskede i dobbeltsengen iført handsker, pandebånd og sokker, så hun ikke fryser. Det kræver sit at finde det romantiske og frække frem,” siger Lars uden at rødme.

Brød sammen i pausen

Han har valgt at tale lige ud af posen, i håbet om at kunne hjælpe andre mænd i samme situation på vej.
“Mit allerbedste råd må være at tale. Fortæl nu, hvordan du har det. Uddyb, hvilke tanker du tumler med og hvad der bekymrer dig mest. Det gjorde jeg til Jette. Men nok senere i forløbet end jeg burde,” siger Lars.
Da Jette var allermest syg knoklede han. Udover fuldtidsjobbet som tømrer, en syg kone, der skulle passes på, alt det huslige skulle Lars også tage hånd om parrets to døtre, der i dag er 25 og 27 år gamle.
Han glemte sig selv så meget, at da Jette begyndte at komme sig over kemoen, så ramlede bjerget ned over den klippe, Lars havde været for hele familien.
“Jeg sad i en pause på jobbet en dag og græd. Uden at jeg kunne sætte ord på, hvorfor. Så sendte chefen mig til læge,” fortæller Lars.
En regulær depression havde fået et fast tag i Lars.
“Jeg fik så dårlig samvittighed over, at jeg ikke længere kunne overkomme noget som helst. Jeg følte ikke, jeg var der for Jette og pigerne. Det krævede en del at indse, at jeg havde brug for hjælp til at komme videre, så jeg igen kunne hjælpe min familie,” siger han.

Accept og naturen hjalp

Lars benyttede sig af en psykolog for pårørende fra Kræftens Bekæmpelse, hvor han jævnligt kom til samtaler. Som jæger lå det naturligt for ham at gå lange ture i skoven med hunden, der virkede som direkte terapi for ham.
“Det handler om, at finde den måde, man bedst selv finder ro og om at acceptere sin situation. For mig var det grænseoverskridende at vise mig i byen i dagstimerne, hvor jeg normalt er på arbejde. Men når jeg var ærlig og åben for de mennesker, jeg mødte, oplevede jeg kun klap på skulderen og krammere”.

Kræften strammer båndet

Til trods for de store ændringer i dagligdagen, er Lars og Jette stadig sammen.
“Jeg elsker Jette. Jeg ved godt, at kræft har skyld for at splitte mange par ad. Men den har knyttet os endnu tættere sammen. Når jeg synes, det er rigtig træls og svært, tænker jeg ofte, at det kunne være mig, der havde kræft. Så ville jeg ønske, at Jette blev og støttede mig,” lyder det eftertænksomt.
Førhen kunne de, ligesom mange andre ægtepar, skændes over småting i hverdagen.
“De ting betyder ikke det samme, når man har haft kræft. De ting, der tidligere kunne få os op i det røde felt, er i dag bagateller, som vi ryster på skulderen af. Livet er bare for kort til at bruge energi på, hvordan sokkerne skal lægges sammen. Det er den positive side af kræft-medaljen - at vi har fået øjnene op for, at vi skal bruge vores tid sammen fornuftigt, ” siger Lars.

null

Publiceret 02 October 2015 12:00