Fra venstre Michael Møller, Virksomhedsskolen, elev Frederik Kaastrup Molin og Frederik Gundesen, HM Entreprenør A/S.

Fra venstre Michael Møller, Virksomhedsskolen, elev Frederik Kaastrup Molin og Frederik Gundesen, HM Entreprenør A/S.

I skole midt på byggepladsen:

Unge skal prøve kræfter med håndværksfag på Fælleden

Af
Af Erland Rasmussen

20-årige Frederik Kaastrup Molin er glad og spændt, da han står og ser ud over den nyetablerede byggeplads på Fælleden i Skanderborg, hvor kommunens kommende administrationscenter skal opføres.
Lige her skal Frederik starte som den allerførste elev på den splinternye Virksomhedsskole.
Og undervisningen kommer i helt bogstavelig forstand til at foregå på byggepladsen.
Det gælder de ugentlige lektioner i dansk og matematik i en dertil indrettet container, ligesom naturligvis den praktiske del om at lade eleverne få jord under neglene og prøve kræfter med byggepladsens forskellige håndværksfag på en rigtig arbejdsplads kommer til at foregå lige her.
Målet er, at Virksomhedsskolens meget praktisk orienterede måde at undervise på skal hjælpe og motivere flere unge til at vælge og begynde på en uddannelse.
Det er netop det, der hidtil har været svært for Frederik Kaastrup Molin.
“Jeg har været på tre forskellige uddannelser efter 10. klasse, men det var ikke det, jeg havde regnet med, og jeg kunne ikke finde gnisten til at forstætte,” forklarer Frederik Kaastrup Molin.
I stedet foreslog hans uddannelsesvejleder virksomhedsskolen, og Frederik var hurtig og frisk til at springe til.
“Det lyder spændende, at man kan prøve forskellige fag på selve arbejdspladsen i stedet for som på skolen, hvor det ofte blev for meget teori og for lidt praktik til min smag,” fortsætter Frederik Kaastrup Molin.
Det er netop et helt andet mix mellem praktik og undervisning, Virksomhedsskolen handler om.
“Vi vil lave en praktisk læring med tæt sammenhæng mellem teori og praksis for at give de unge et billede af, hvorfor den teoretiske, boglige del også har betydning, hvis du vil være murer eller struktør. Det minder lidt om mesterlæren, hvor man starter i praktik,” forklarer Michael Møller.
Aftalen om Virksomhedsskolen er skrevet ind i kontrakten med hovedentrerenøren, KPC.
“Det er et godt initiativ, at vi får unge ind, der har gå-på-mod og vil noget i forhold til at prøve at være en del af en byggeplads, og det har også perspektiver for os i forhold til at vise vore fag frem,” siger projektleder Frederik Gundesen, HM Entreprenør A/S.
Virksomhedsskolen håber, at projektet vil kaste nogle lærepladser af sig til de 10 elever, der maksimalt kan på skolen ad gangen.
Målet er, at otte ud af 10 starter i uddannelse, job eller praktik efter opholdet.

Publiceret 16 October 2014 12:00