man pickpocketing a purse from woman's bag

man pickpocketing a purse from woman's bag

Frække tricktyve narrede 75-årig

Kvinde mistede 10.000 kroner efter en indkøbstur

Af
Af Erland Rasmussen

En 75-årig kvinde fra Ry blev franarret 10.000 kroner af to frække tricktyve i forbindelse med en indkøbstur hos Netto i Ry torsdag 14. august klokken 13.45.
Den 75-årige var netop kommet ud på parkeringspladsen for at lægge sin taske og varer i bilen, da en kvinde henvendte sig og på engelsk spurgte om vej til nærmeste hospital.
Samtidig dukkede en mand op ved bilen, og da den 75-årige spurgte, hvad han ville, lød svaret på engelsk, at han bare ville lukke bildøren, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.
Det korte øjeblik på parkeringspladsen, hvor den 75-årige blev distraheret af manden, der ville lukke døren, var tid nok til, at hun fik stjålet sit Dankort.
Hjemme igen og en time efter episoden på parkeringspladsen blev den 75-årige kvinde ringet op af banken, der oplyste, at der var hævet store pengeløb på hendes konto.
Stationsleder Andreas Bryld Hansen, Lokalpolitiet i Skanderborg, opfordrer til at udvise stor forsigtighed, hvis andre borgere får henvendelser i stil med den aktuelle sag.
"Hvis man oplever, at nogen spørger om vej, og det virker påfaldende, så skal man straks afvise og bevæge sig væk. Jeg ved godt, det er udansk, for vi vil gerne hjælpe, men det kan være tricktyve, der forsøger at udnytte situationen," konstaterer Andreas Bryld Hansen.
Stationslederen opfordrer også til, at man passer meget på og holder hånden over, når man indtaster sin Dankort-kode i supermarkedet.
"Desværre er tricktyvene knusende dygtige til at aflure Dankort-koder fra ofre, der står og skal betale. Og pas på, at folk ikke kommer for tæt på dig i køen," lyder rådet fra Andreas Bryld Hansen, som opfordrer borgere til at ringe til politiet, hvis de har oplysninger.
Ifølge stationslederen opererer tricktyvene i grupper - ikke kun i Skanderborg og omegn, men over hele Jylland og på Fyn.

Signalement

Kvinden og manden, der henvendte sig til den 75-årige på parkeringspladsen i Ry, beskrives begge som østeuropæiske af udseende. Kvinden var 20-25 år, 160-170 centimeter høj, spinkel af bygning med sort, mellemlangt hår, iført snævre, mørke bukser og lys T-shirt. Manden var noget højere, 180-190 centimeter, muskuløs, sort hår og iført grå shorts og mørk T-shirt. Lokalpolitiet i Skanderborg hører gerne fra borgere, der har oplysninger i sagen.

Publiceret 15 August 2014 11:00