Publikum var godt tilfredse med, hvad MØ præsterede. Det samme kunne man ikke sige om sikkerhedsvagterne. Foto: James Jefferys.

Publikum var godt tilfredse med, hvad MØ præsterede. Det samme kunne man ikke sige om sikkerhedsvagterne. Foto: James Jefferys.

MØ var for vild til Smukfest

En veloplagt MØ måtte stoppes midt inde i koncerten på Smukfest, da hun forsøgte at komme ud til publikum

Af
Jonas Wrede Hansen

"Der bliver ikke tolereret stage diving. Det er noget lort. Men det skal ikke gå ud over jer. I er fantastiske," lød det fra MØ halvvejs inde i hendes koncert på Smukfests Rytmescenen. 
Kort for inden blev al musik pludselig stoppet, da MØ af flere omgange forsøgte at hoppe ud blandt publikum for at 'stage dive', som det hedder. Det faldt dog ikke særlig godt i sikkerhedsfolkenes smag, som straks hev stikket ud. MØ måtte efterfølgende love ikke at gøre det igen. Og det holdt hun, heldigvis. For ingen ville gå fra hendes koncert efter kun en halv times musik.  
Selve koncerten var nemlig lige så vild som MØ's udstråling og opførsel. Publikum var enige. Næsten i takt med MØ hoppede, dansede og sang de med på hendes hits som "Don't Wanna Dance", "Never Wanna Know" og "Waste of Time". MØ lignede også én, der havde det fantastsik. Altså bortset fra, at hun ikke fik lov til at komme ud til sine fans.
 

Camilla Sibast på 19 år fra Skive havde efterladt sin kæreste ved Bøgescenerne for at være forrest til MØ. Foto: James Jefferys.

Camilla Sibast på 19 år fra Skive havde efterladt sin kæreste ved Bøgescenerne for at være forrest til MØ. Foto: James Jefferys.

Hun er bare fantastisk

Allerede lang tid inden koncerten begyndte, havde publikum allerede stillet sig klar. Én af dem var 19-årig Camilla Sibast fra Skive. Hun havde i dagens anledning endda sat sit hår på den karakteristiske MØ-måde, med en hestehale midt på hovedet. 
"Jeg er kæmpe fan. Hun er simpelthen så fantastisk, fordi hun laver god musik og bare har sin helt egen stil," fortæller Camilla Sibast, som efterlod sin kæreste ved Bøgescenerne, fordi hun gerne ville se MØ på Rytmescenen.
"Jeg har stået her siden Christopher for at få en af de forreste pladser," tilføjer hun.
Da MØ gik på var det da også til stor glæde hos Camilla Sibast, som med det samme begyndte at danse som MØ og synge med på hendes sange.
Efter koncerten var der en anden stor fan, som Lokalavisen mødte. Det var nemlig Alberte Garre, som var tilfreds med koncerten.
"Hun er jo bare god. Det var en rigtig god koncert," lød det fra hende.
Hun var dog ikke helt tilfreds med, at koncerten blev stoppet af sikkerhedsmæssige årsager.
"Det er jo bare sådan, MØ er. Det hører med til hendes koncert. Så jeg synes, det er ærgerligt, at de stoppede hende," fortæller hun.

null

Publiceret 07 August 2014 09:00