Flere beboer på Poul la Cours Vej smider rester fra aftensmaden ud til de sultne, vilde og herreløse katte, som har deres egen lille koloni på Poul la Cours Vej. Foto: Margit Doktor.

Flere beboer på Poul la Cours Vej smider rester fra aftensmaden ud til de sultne, vilde og herreløse katte, som har deres egen lille koloni på Poul la Cours Vej. Foto: Margit Doktor.

Nu er det nok med de vilde katte

I lang tid har der været problemer med vilde katte Poul la Cours Vej. Først nu kommer der måske en løsning

Af
Af Jonas Wrede Hansen

I gennem længere tid har der været vilde og herreløse katte flere steder ved boligblokkene på Poul la Cours Vej i Skanderborg.
“Det har nok stået på i over 20 år. I al den tid, jeg har boet her, har de i hvert fald været her,” lyder det fra Margit Doktor.
Hun bor ikke selv på Poul la Cours Vej, men på en sidevej som ligesom Poul la Cours Vej hører under Midtjysk Boligselskab. Hun har dog alligevel fulgt med i kattene på tætteste hold. De sidste par måneder har hun nemlig gået og fodret dem, fordi de har, som hun selv udtrykker det: “Skreget efter mad.”
For nylig fik hun dog nok, da hun fandt liget af en kattekilling. Hun kunne ikke længere klare at se dem lide. Derfor gik hun til bestyrelsesformanden for Midtjysk Boligselskabs afdeling på Poul la Cours vej. Her var der dog ikke særlig meget hjælp at hente i første omgang.
“For lang tid siden ringede jeg til bestyrelsen og fik at vide, at det kunne ikke nytte noget. For det var for dyrt at få det ordnet,” fortæller hun.
Derfor skulle der en længere kamp til, før en løsning nu ser ud til at være på plads.

Et problem, der er dyrt

Ifølge Margit Doktor er der omkring 20-25 vilde og herreløse katte på Poul la Cours Vej.
Peder Paarup Sørensen, som er formand for bestyrelsen i Midtjysk Boligselskabs afdeling på Poul la Cours Vej er bekendt med problemet, men er ikke klar over, hvor mange katte, det drejer sig om. Han kan godt forstå, at nogle beboere synes, det er et problem.
“Jeg kan godt se, at det i længden er et problem. Om vinteren er det nok ikke særlig rart for kattene, da de ikke kan søge tilflugt nogen steder,” fortæller han.
Alligevel skulle der gå lang tid, før bestyrelsen valgte at gå ind i sagen.
“Vi har forsøgt at finde ud af, hvad det ville koste at klare problemet, og her fik vi at vide, at det ville koste omkring 800 kroner for hver kat. Det er jo mange penge,” fortæller bestyrelsesformand Peder Paarup Sørensen.
Mandag 7. juli var der så indkaldt til et bestyrelsesmøde på grund af problemerne med de vilde og herreløse katte. Egentlig skulle kattene først være på dagordenen til et møde i august, men på grund af et bestyrelsesmedlems og Margit Doktors stædighed blev en løsning allerede diskuteret på dette møde.
Her havde et af bestyrelsesmedlemmerne nemlig været i kontakt med Dansk Dyreværn Aarhus, som gerne ville stå for at ordne problemet gratis, hvis de samtidig fik lov til at tage billeder og skrive en artikel om det. 
“Når nogen vil gøre det gratis, kan man da næsten ikke sige nej,” lyder det fra bestyrelsesformand Peder Paarup Sørensen efter mødet.
Afdelingsbestyrelsen har valgt at tage imod Dansk Dyreværn Aarhus' løsning, men er nødt til at få grønt lys fra Midtjysk Boligselskab.

Margit Doktor har igennem længere tid fodret og givet vand til de vilde og herreløse katte. Hun har ikke længere lyst til at se dem lide. Foto: Jonas Wrede Hansen.

Margit Doktor har igennem længere tid fodret og givet vand til de vilde og herreløse katte. Hun har ikke længere lyst til at se dem lide. Foto: Jonas Wrede Hansen.

“Det er lidt vattet”

Rune Albertsen fra Dansk Dyreværn Aarhus er den kattefanger, som står for det generøse tilbud om at indfange kattene gratis.
Han synes, at det har taget for lang tid for afdelingsbestyrelsen at komme frem til en løsning.
“Det er lidt vattet. En boligforening burde have nogle klare regler for mange, der må have katte, og at de skal neutraliseres,” fortæller han.
Rune Albertsen er dog tilfreds med, at der nu endelig bliver gjort noget ved problemet.
“Det skulle dog bare have været gjort for lang tid siden,” fortæller han.
Margit Doktor er også glad for, at det nu ser ud til, at hun ikke længere behøver at tage sig af de sultne katte. Hun slipper dog ikke helt kattene her, for hun har tænkt sig at holde øje med, om problemet nu også er løst.
”Jeg går derover om et halvt år igen. Er der katte, så ringer jeg med det samme igen. De slipper ikke for mig,” fortæller hun.

null

Publiceret 16 July 2014 12:00