Nicolai Former, 19 år, har bestemt ikke tænkt sig at overhole det nye rygeforbud på DSB's stationer. Foto: Jonas Wrede Hansen.

Nicolai Former, 19 år, har bestemt ikke tænkt sig at overhole det nye rygeforbud på DSB's stationer. Foto: Jonas Wrede Hansen.

Slut med at ryge på Skanderborg Station

Fra tirsdag 1. juli er det ikke længere tilladt at ryge på DSB's perroner og arealer. Det er noget, der giver blandede meninger blandt de togrejsende på Skanderborg Station

Af
Af Jonas Wrede Hansen

Er du vant til at snuppe en cigaret, når du venter på toget, så er du nu nødt til at ændre vaner. Fra tirsdag 1. juli er det nemlig ikke længere tilladt at ryge på DSB's perroner og arealer. Dermed må de togrejsende på Skanderborg Station også til at gemme tobakken væk, når de venter på toget.
Lokalavisen var mandag 30. juni, altså den sidste "rygedag", en tur på Skanderborg station for at tage pulsen på det nye forbud. Og her var der blandede meninger om rygeforbuddet. Nicolai Former på 19 år, som netop er blevet student fra Skanderborg Gymnasium, er i hvert fald ikke tilfreds med DSB's nye ændring.
"Det virker jo åndsvagt, når man alligevel står udenfor. Det er en måde at fratage ens personlige frihed på," lyder det en smule vredt fra den nyudklækket student, som på ingen måde har tænkt sig at overholde det nye reglement.
"Nej, jeg regner ikke med at overholde det," fortæller han, imens han tænder en cigaret.
Modsat Nicolai Former mener 71-årig Randi Rasmussen, at forbuddet er en god idé.
"Det, synes jeg, er en rigtig god idé. Jeg har i lang tid haft astma, og det er ikke særlig rart at sidde på stationen ved siden af en ryger. Man kan jo ikke bestemme, om man kommer til at sidde ved siden af en, der tænder en cigaret,", fortæller hun, imens hun påpeger, at hun nu ser frem til en røgfri togstation.

Vil skabe et sundere miljø

Det nye forbud har været undervejs i lang tid, og DSB mener selv, at de har valgt at følge en tendens i samfundet, hvor flere private og offentlige virksomheder er blevet gjort røgfrie. 
”Det er en beslutning, der blev truffet for et år siden, hvor vi meldte det ud til kunder og ansatte. Det gjorde vi for at sikre, at alle var informeret, så de kunne vænne sig til tanken”, siger Susanne Mørch Koch, der er direktør for DSB Kommerciel og Personale, i en pressemeddelelse. 
Det nye forbud er en forsættelse af ændringen i 2007, hvor DSB fik togpassagerne i togene til at kvitte smøgerne under togturen. Det har siden da fået mange passagerer til at benytte ventetiden ved nogle af landets togstationer til at nå at ryge, men det er altså nu heller ikke tilladt længere. 
”Da vi indførte rygeforbud i vores tog og på vores stationer i januar 2007 gik det rimelig smertefrit. Det sker sikkert også her, når de rejsende har vænnet sig til ændringerne, ” siger Susanne Mørch Koch i pressemeddelelsen.
Grunden til rygeforbuddet er, at DSB gerne vil skabe et sundt miljø for kunder og medarbejdere.

null

Publiceret 01 July 2014 11:00