Felix blev forladt, men er nu blevet fotomodel på Dyrenes Beskyttelses julekort.

Felix blev forladt, men er nu blevet fotomodel på Dyrenes Beskyttelses julekort.

Felix blev forladt - nu er han fotomodel

Killingen Felix blev fundet efterladt i Wedelslund skov ved Galten. Nu er han stjernen i Dyrenes Beskyttelses kampagne for dyr i nød

Felix er en ud af syv killinger, som gennem efteråret blev efterladt i vejgrøften ved skoven. Da killingerne blev fundet var de afmagrede, kolde og pibende. Dyrenes Beskyttelse rykkede ud og sørgede for dyrlægebehandling, medicin og mad. To af killingerne var så afkræftede, at de måtte aflives. De andre kom på et af Dyrenes Beskyttelses internater. Her fik de den rette omsorg, og en ny start på livet. Nu bliver Felix julens største stjerne. Det er nemlig hans historie og hans portræt, der pryder Dyrenes Beskyttelses julekort, som er en del af en indsamling til fordel for katte i nød. Fra at være forladt og fortvivlet, er Felix nu glad og legesyg i sit nye hjem hos Ingelise Laursen i Odder. Han er hurtigt kommet til hægterne, og i dag lyser han op i julemørket med sin kridhvide pels og sine lysende blå øjne.

Sultne misser

I Wedelslund skov ved Galten fandt man i slutningen af september en rødstribet, halt killing, der måtte aflives. 11 dage senere dukkede to andre killinger op - og så én til. Killingerne var stærkt afmagrede, men blev efter et kort ophold på Dyrenes Beskyttelses Kattehjem i Odder så friske, at de kunne få nye gode hjem. Den sidste killing var så afkræftet, at den ikke kunne reddes. Dyrenes Beskyttelse kredsformand i Galten/Ry, Ann Jeanette Zoega frygtede dengang, at killingerne var fra et kuld, som var belevt dumpet i skoven. "Der er ingen tvivl om, at disse killinger har lidt. Den ene havde stærke smerter, fordi ledbåndet i et ene ben var revet over. De tre andre har sultet," fortalte Ann Jeanette Zoega dengang om de ulykkelige misseskæbner.

Først fandt man fire killinger over tre uger i Wedelslund Skov. På billedet ses Felix i kurven

Først fandt man fire killinger over tre uger i Wedelslund Skov. På billedet ses Felix i kurven

Killinger fra samme kuld

Få uger efter dukkede flere killinger op, da der natten mellem 13. og 14. oktober blev fundet tre killinger ved Den fri Hestehaveskole i Galten lige ved Wedelslund Skov. De var kravlet ud af en papkasse og lå i vejgrøften. Killingerne blev fundet af en lokal, der kunne høre dem miave. I lommelygtens skær så han killingerne i buskadset ved vejen. De tre killinger tilhørte højst sandsynligt det samme kuld, alt efter deres vægt og udseende at bedømme. "Killingerne var helt kolde. Og de var dumpet det samme sted som de andre," fortæller Ann Jeannette Zoega.

En ny chance

Felix er blot et ud af mange dyr, som hvert år bliver hjulpet videre til et nyt hjem af Dyrenes Beskyttelse. Takket være økonomiske bidrag fra dyrevenner rundt om i landet, kan Dyrenes Beskyttelse ændre skæbnen for dyr som Felix. Han er et eksempel på, at nødstedte katte får en ny chance. "Det er typisk killinger, der bliver efterladt på denne måde. Men også små dyr som jordegern og hamstere. De der efterlader dem, viser en dyb, dyb uansvarlighed overfor dyr. Årsagen kan være, at de eller børnene ikke rigtig gider dyrene mere, eller at de ikke har tid. Det værste er, at de voksne giver den uansvarlighed videre til deres børn. Det er jo dem, der kører ud med dyrene," forklarer Dyreværnsinspektør Jens Svenningsen fra Dyrenes Beskyttelse og tilføjer: "De uønskede killinger og andre husdyr, der bliver efterladt i papkasser rundt omkring, bliver ofte fundet svækkede og afmagrede. Hvis man finder nødstedte husdyr, skal man hurtigst muligt ringe til sin kredsformand i Dyrenes Beskyttelse." Hvert år hjælper Dyrenes Beskyttelse over 6.000 katte. Uden økonomisk støtte fra dyrevenner var disse katte overladt til deres egen skæbne. Du kan støtte Dyrenes Beskyttelses arbejde med at hjælpe nødstedte katte. Sms DYR til 1277 eller ring 90 56 50 50. Så støtter du med 100 kroner.

Publiceret 18 December 2009 09:00