Spil poker med Kitchn

I kampen om køkkekunderne har kæden Kitchn taget utraditionelle markedsføringsmetoder i brug. En landsdækkende konkurrence i pokerspil i samarbejde med Casino Munkebjerg i Vejle

Af
Af Susanne Secher

Der er 100.000 kroner til boligforbedringer på højkant, når der til oktober skal spilles pokerfinale på Munkebjerg i Vejle. Men inden den store finaledag kan spillelystne danskere forsøge at erhverve sig én af de eftertragtede pladser i den landsdækkende pokerturnering. Hos Kitchn i Skanderborg glæder ejer Henning Høegh sig til, at spillet går igang. "Vi vil gerne lave noget, der er vanvittig anderledes i vores markedsføring. Vi lider, som alle andre, under krisen, og det kræver nytænkning. Poker er tidens spil, og det er ekstremt populært, " siger Henning Høegh, som er medejer af seks Kitchn-butikker i det midtjyske.

Kitchn Poker Tour 2009

Den landsdækkende pokerturnering er lavet i samarbejde med Casino Munkebjerg i Vejle, hvor selve finalen skal spilles lørdag den 17. oktober. Hovedgevinsten er et gavekort på 100.000 kroner, som kan bruges til køkken, bad, bryggers eller garderoben i Kitchnkæden. Men inden da skal der spilles masser af poker. I Kitchn i Skanderborg er der plads til 60 deltagere. Er der flere end 60, der tilmelder sig turneringen, trækker butikken lod blandt de tilmeldte. Du kan tilmelde dig i butikken eller på hjemmesiden www.kitchn.dk. Eneste krav er, at du er fyldt 18 år. Der spilles tre tirsdage i butikken på Vestervang 7 i Skanderborg, nemlig den 15. - 22. og 29. september fra klokken 19.00. De 40 bedste spillere fra hele landet inviteres med ledsager til den store finale på Casino Munkebjerg. "Vi håber jo selvfølgelig, at det bliver en spiller fra vores område, der løber med sejren på Munkebjerg, og det bliver rigtig spændende at komme igang med spillet," siger Henning Høegh.

Lokalavisen udlodder wild cards

Hvis du ikke er blandt heldige, der bliver udtrukket til at være med i turneringen, kan du stadig gøre dig håb om at spille med. Lokalavisen udlodder over de næste fire uger et wild card om ugen til den sidste spilleaften hos Kitchn, Skanderborg den 29. september.

Publiceret 01 September 2009 03:00