"Det føles som at være ulykkelig forelsket. En forelskelse, der aldrig går over. Jeg savner at komme helt ind til ham," siger Christine Dahl om forholdet til sin handicappede søn, Ramus. Privatfoto

En ulykkelig forelskelse... III

Tredje del af Christine Dahls beretning om sin handicappede søn, Rasmus, som bor på Skovbo i Galten. Sidste afsnit i næste uge

Af
Af Jette Lorenzen

formidlingskonsulent

VISS.dk

På det følelsesmæssige plan kan samarbejdet være svært. For en institution er det nemt at give forældrene dårlig samvittighed, og derfor er det vigtigt for personalet på Skovbo at møde forældrene med åbenhed, anerkendelse og rummelighed. Det svære for Christine er at rumme de følelser, hun har til sit barn. "Jeg kommer aldrig til at give slip. Man bliver ved med at være forældre, men her er det mit barn, som aldrig bliver voksent. Jeg bliver ved med at være vigtig. Den kæmpestore sorg bliver ved med at være i mig, det går ikke over. Jeg tror, alle forældre ønsker at give det bedste til deres børn. Når mit barn bor et andet sted end hos mig, kommer denne følelse og rummelighed på prøve. Det er derfor vigtigt, at de professionelle møder forældrene også på det følelsesmæssige plan, " fortæller Christine.

Kærlighedens sprog

Lis Bach, afdelingsleder på Skovbo fortæller, hvordan de på Skovbo har grebet det an. "I personalegruppen arbejder vi meget med trivsel for børn, forældre og personale. I forhold til samarbejdet med forældrene har vi fået supervision om mødet med forældrene. Vi er optaget af at være anerkendende i mødet med forældrene, og ikke at gå i forsvar. Hvis der fx kommer en forældre med nogle særlige ønsker og behov, så er det vigtigt, at jeg møder hende med forståelse, anerkendelse og respekt." Kærligheden til sit barn kan vises på mange måder, hvilket de også har erfaret på Skovbo. Mulighederne er mange, nogen viser fx kærligheden til barnet ved at købe nyt smart tøj, andre ved den måde de indretter barnet værelse på. Personalet skal derfor være beviste om kærlighedens sprog. Netop for at møde forældrenes forskellige måder at vise kærlighed til børnene på, tilbyder personalet både planlagte og spontane samtaler, hvor de kan drøfte forskellige forhold både af praktisk men også af følelsesmæssig art. Hvis synspunkterne er forskellige går personalet ind i dialogen, og ser på problemstillingen fra forskellige perspektiver med udgangspunkt i barnet. Hvis personalet fagligt kan se en mulighed, som forældrene tager afstand fra, forsøger personalet at holde dialogen i gang indtil der findes en god løsning for barnet.

Publiceret 01 July 2009 09:28