Den korteste vej er forbeholdt gæsterne

Hvis din arbejdsdag er på mere end tre timer, så bør du kigge dig godt for, inden du parkerer i Skanderborg efter på fredag, hvor gågadeprojektet starter

Af
Af Susanne Secher

Mange mennesker har sukket efter en gågade i Skanderborg, og nu kommer den. Skanderborg City Forening har taget initiativ til et gågadeprojekt, som løber fra på fredag den 3. juli og frem til den 1. november i år. Tilslutningen var også stor i byrådssalen, som roste initiativet, men foreningens ønske om at ophæve langtidsparkeringen på Møllegade og i Dagmarcentret i projektets løbetid, var der til gengæld stor uenighed om. Forsynings- og Miljøudvalget indstillede til byrådet, at tidsrestriktioner på de nævnte parkeringspladser ikke skulle gennemføres, men sådan blev det ikke. "Når gæster kommer til en virksomhed, får de altid de bedste pladser og den korteste vej. Sådan skal det også være her," sagde Mie Bergman (B). Borgmester Jens Grønlund (V) var enig i, at de ansatte i midtbyen må gå lidt længere, når Cityforeningen vægter det højt i deres forsøg. Og sådan bliver det. Med 15 stemmer mod 13 afgjorde byrådet, at de folk, der arbejder i hjertet af Skanderborg fremover får lidt længere at gå fra bil til arbejdsplads.

Publiceret 30 June 2009 03:00