Ny turistinfo på Galten Bibliotek

Søhøjlandets Turistforening og Skanderborg Kommunes Biblioteker udvider samarbejdet

Hvor langt er der til den nærmeste kro? Kan vi få en fortegnelse over Bed & Breakfast-steder? Er der skiltede cykelruter i nærheden? Hvad koster et fiskekort? Hvordan kommer man på Sporet i Herskind? Hvornår er der åbent på Himmelbjerget - og kan man sejle dertil? Disse og mange flere spørgsmål skal turisterne i Destination Skanderborg have venlige og kvikke svar på. Og med oprettelsen af en ny turistinfo på Galten Bibliotek, kan både borgerne og gæsterne nu få eller finde svarene. Den nye turistinfo åbnes af borgmester Jens Grønlund tirsdag 5. Maj kl. 16.00. "Sidste år åbnede vi turistinfo på Skanderborg Bibliotek, og det er gået rigtig godt. Bibliotekarerne har jo i forvejen de kompetencer, der skal til for at formidle og servicere. Så nu glæder vi os over, at vi nu kan også kan lave turistinfo på Galten Bibliotek," siger turistchef Marianne Purup.

Oplevelsestilbud

Også bibliotekschef Jørgen Bartholdy, Skanderborg Kommunes Biblioteker er glad for udviklingen. "I Skanderborg har den nye turistservice føjet sig fint til bibliotekets øvrige tilbud, og vi har fået positiv respons fra både borgere og turister," lyder det. I Galten er det teamleder Knud Weile og medarbejdere, der har grebet udfordringen med at lave turistinformation. "I turistinfo'en vil vi servicere gæster fra nær og fjern plus lokale borgere på jagt efter nye oplevelsestilbud. Sammen med turistforeningen har vi indrettet info'en, så den har et relevant udvalg af brochurer og en computer med net-adgang. Desuden bliver bibliotekspersonalet naturligvis "klædt på", så de kan hjælpe og inspirere, og i mere komplicerede spørgsmål kan vi jo henvise til turistbureauet i Ry," siger han. Ud over helårsturistbureauet i Ry og turistinfoen i Skanderborg driver Søhøjlandets Turistforening sæsonbureau på Himmelbjerget. Her er åbent i juni, juli og august.

Publiceret 02 May 2009 03:00