Lopper med vokseværk

DDS-Spejderne i Hørning holder loppemarked i Bjertrup 9. og 10. maj

Når DDS-spejderne i Hørning for 10. år i træk afholder loppemarked i Bjertrup, er det igen muligt for en billig penge at nyindrette sin bolig, udvide sin bestand af værktøj og haveredskaber, erhverve sig udstyr til fritidsaktiviteter, anskaffe sig endnu et miljøvenligt transportmiddel i form af hestevogn, cykel eller løbehjul, ekvipere sig til dagligdag, sport og fest, forny børnenes samling af både indendørs og udendørs legeredskaber samt indrette sig et helt bibliotek med såvel skøn- som faglitteratur. De blå spejderes årlige loppemarked er vokset betragteligt siden de første år, hvor meget af handelen foregik i nødtørftigt rejste pavilloner og spejdertelte. I år vil der være mere end 1.300 kvadratmeter under tag, således at de forhåbentligt mange, som lægger vejen forbi Bjertrup i løbet af lørdagen og søndagen, selv i mindre godt vejr kan komme tørskoede hjem med store og små indkøb, fx en gave i anledning af Mors Dag.

Blandt de mange indsamlede genstande vil der være tilbud til alle aldersklasser: Legetøjshjørnet med alt hvad hjertet kan begære for både piger og drenge, høvlebænke, håndværktøj, plæneklippere mv. i værktøjs- og haveafdelingen for den praktisk anlagte, nips for den kræsne og køkkenudstyr fra saltskeer og kartoffelskrællere til 15 liters suppegryder og elektriske køkkenmaskiner, ca. 8.000 titler at vælge imellem i bogcafeen for læsehesten, fra pindestole over kurvemøbler til hjørnearrangementer i læder i møbelteltet, et tøjtelt med beklædningsgenstande sorteret og ophængt på bøjler, andet boligudstyr, kontorartikler, elektronik samt et mindre musik- og videoarkiv i hallen. Gennem et helt år har de ihærdige loppemarkedsmedarbejdere indsamlet, sorteret og afprøvet de titusindvis af genstande, som gerne skulle afhændes i løbet af week-end'en, hvor et halvt hundrede loppesælgere står klar både lørdag og søndag kl. 10.00-16.00.

Ønsker shelter

Gennem de tidligere års loppemarkeder er det lykkedes at skaffe midler nok til at betale al gæld i gruppens spejderhus i Fregerslev Skov, indkøbe kanoer, samt opføre en flot og spændende bålhytte, som i det forløbne år har fået sig en tilbygning i form af et ude-køkken, så bål-maden kan tilberedes på forsvarlig vis. For overskuddet fra dette års salg af 'lopper' er der planer om bygning af shelters rundt i området, ligesom der stadig er behov for midler til udbygning af gruppens overnatningshytte i Udbyhøj, som efterhånden er så færdig, at den nu lejes ud til andre spejdergrupper. Med disse planer i hovedet håber spejderne i Hørning både på godt vejr, men også på mange gæster i Bjertrup hele weekenden.

Publiceret 02 May 2009 03:00