Hele landsbyen har lopper

I den lille landsby Svejstrup mellem Ry og Skanderborg inviterer borgerforeningen for tredje gang til 'Lopper i Landsbyen'

Lørdag 9. maj kan man helt sikkert gøre et godt kup i Svejstrup ved Skanderborg. For tredje år i træk står Borgerforeningen bag arrangementet 'Lopper i Landsbyen', hvor mindst 11 familier i år holder garagesalg og loppemarked. Alle beboere har tømt lofter, skabe, kældre, garager og gamle gemmer for antik og gammelt ragelse, røverkøb og røverier, flotte fund og katten i sækken. Børnene har deres helt eget loppemarked ved dammen midt i byen, hvor der sælges ud af legetøj og andet godt. For børnene er der også opstillet en hoppeborg til fri afbenyttelse, og klokken 13.00 er der en sjov og hyggelig cirkusforestilling for børn og barnlige sjæle på Hannesvej 3. Hos alle de deltagende familier kan man få udleveret et kort over byen med alle loppe-adresserne indtegnet, og så er det bare med at gå på loppe-jagt i den lille landsby.

Publiceret 02 May 2009 03:00