1. maj møde tilbage i Skanderborg

For første gang i en årrække bliver 1. maj fejret i Skanderborg under titlen: taler, musik og fællesskab

Af
Af Marianne Gay

Det er efterhånden længe siden, at de røde faner er blevet svinget i Skanderborg for at markere fagbevægelsens kampdag 1. maj. Men i år er der taler fra politikere og fagbevægelsens repræsentanter og musikalsk underholdning ved 'Den knaldrøde 1. maj duo' på Kulturtorvet i Skanderborg fra klokken 12.30. "Vi håber, at se 500 mennesker, da vi er af den klare opfattelse, at 1. maj i høj grad er en dag, der både skal fejres og markeres - både på grund af den historiske betydning, men sandelig også for den fremtiddige betydning af fælles folkelige aktiviteter, der skal sikre udviklingen af velfærdssamfundet på et solidarisk grundlag," fortæller Søren Søgaard fra LOkal Skanderborg, der sammen med Socialdemokraterne, SF og de kommunalt ansatte i Skanderborg (KIS) står bag det første 1.maj-arrangement i Skanderborg i en årrække. "Jeg ved faktisk ikke hvorfor, der ikke har været tilslutning til at holde 1. maj i Skanderborg før nu, men vi kan mærke et pres fra lønmodtagerne for at få arrangementet tilbage, og det er rigtig rart," siger Søren Søgaard, der spår, at det bliver en meget politisk 1. maj. "Vi ser alle frem til kommunalvalget, og jeg tror også, at mange af talerne vil være præget af det politiske skifte, der er sket nationalt. Den spændetrøje kommunerne er underlagt på grund af de statslige fordelinger har alvorlige konsekvenser for kommunernes økonomi og vores allesammens velfærdssamfund," siger Søren Søgaard. På talerrækken er folketingsmedlem Kirsten Brosbøl (S), Marie-Louise Knuppert fra LO Danmark, Socialdemokraternes EU-kandidat Hüseyin Arac, folketingdmedlem Eigil Andersen (SF), Palle Langkjær fra LO -Metal Skanderborg/Odder og den lokale borgmesterkandidat Jørgen Gaarde (S).

Publiceret 27 April 2009 14:31