Halerne går som møllehjul, og begejstringen lyser ud af hundene, når de får lov at løbe frit. Her er det Elton og Frida, der tester Kallehave Hundeskov. Foto: Anne-Mette Holst.

Halerne går som møllehjul, og begejstringen lyser ud af hundene, når de får lov at løbe frit. Her er det Elton og Frida, der tester Kallehave Hundeskov. Foto: Anne-Mette Holst.

Plads til begejstring

Der bliver masser af høj haleføring og henrykte hunde, når Skov- og Naturstyrelsen inden påske åbner endnu en hundeskov. Den nye indhegnede hundeskov ligger i Kallehave Skov lige syd for Gl. Rye

Den nye hundeskov i Gl. Rye består hovedsagelig af 60 år gamle skovfyr og rødgraner, og hundene får ikke mindre end fire hektar natur at boltre sig på. "Der var et stort behov lokalt for at få et areal til hundeluftning, så vi er glade for at kunne tilbyde nogle velegnede faciliteter," forklarer skovfoged Allan Stjerne Hansen fra Skov- og Naturstyrelsen Søhøjlandet, der har indrettet hundeskoven. "Sidste år plantede vi masser af egetræer på arealet, og det er meningen, at Kallehave med tiden overgår til lysåben egeskov," siger Allan Stjerne Hansen.

God gåtur

Hundeskoven er indrettet med en fast, gennemgående sti med en låge i begge ender. Derudover er der lavet en trampesti rundt på arealet, så hundenes mennesker også kan få en god gåtur ud af det. Folk uden hunde er naturligvis også velkomne. I den sydlige ende af skoven, udenfor den indhegnede del, er der et sommerfugle-reservat, der ifølge naturvejleder Jan Kjærgaard nok er et besøg værd. "I samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening lokalafdeling i Ry lavede vi for fem år siden et reservat for sommerfugle. Der er et sydsskrånende, sandet terræn i den sydlige ende, hvor vi løbende vil rydde træer og buske væk, så blomsterne kan komme mere til deres ret. Her i en solbeskinnet lysning med læ er det det perfekte sommerfugleland," fortæller Jan Kjærgaard fra Skov- og Naturstyrelsen, Søhøjlandet. Han lover, at der er både randøjer, lille ildfugl, blåfugle og masser af andre spændende sommerfugle-arter at se på, når vejret bliver varmere.

Lykken er – en glad hund som Elton på fri fod i den ny Kallehave Hundeskov. Hunde skal dog altid være ledsaget af deres ejer og være under kontrol. Foto: Anne-Mette Holst.

Lykken er – en glad hund som Elton på fri fod i den ny Kallehave Hundeskov. Hunde skal dog altid være ledsaget af deres ejer og være under kontrol. Foto: Anne-Mette Holst.

Opmærksomme gæster

Indtil videre arbejdes der på højtryk med at få lågerne færdige og på plads. Et bord-bænkesæt og et vejviserskilt kommer først op senere på foråret, men det hører til den sidste finpudsning. "De, der bruger vores hundeskove, er i øvrigt et meget opmærksomt klientel. Hvis der ligger et træ på tværs af stierne, eller der er et hul i et hegn, bliver vi omgående kontaktet. De passer godt på tingene, så det er en fornøjelse," siger skovfoged Allan Stjerne Hansen. I forvejen har Skov- og Naturstyrelsen, Søhøjlandet indrettet syv meget besøgte, indhegnede hundeskove i midtjylland. Derudover er der ved Solbjerg opført en stor naturlegeplads for hunde. På landsplan har Skov- og Naturstyrelsen omkring 70 indhegnede hundeskove, hvor hunde gerne må løbe uden snor.

Her ligger den nye hundeskov, der kan gæstes i påsken.

Her ligger den nye hundeskov, der kan gæstes i påsken.

Publiceret 02 April 2009 03:00