Skoda Superb Greenline byder på masser af plads og kvalitets-gefühl. Men modellen mangler den sublime komfort, som ellers har givet de andre Superb-modeller roser.

Skoda Superb Greenline byder på masser af plads og kvalitets-gefühl. Men modellen mangler den sublime komfort, som ellers har givet de andre Superb-modeller roser.

Ministerklasse på bumlekurs

Skoda Superb Greenline byder på masser af plads og høj finish. Men en hård undervogn og rustik motor skæmmer

Af
Af Jens Overgaard

Kan en limousine med plads og pondus som en ministerbil blive en sjælden gæst på tankstationen? Warum nicht, lød det på smældende tysk fra tjekkernes VW-ejere, som hurtigt søsatte en Greenline-spare-version, da Über-Skodaen, Superb, kom på gaden sidste efterår. For hurtigt måske. I hvert fald har spareversionen nogle klare mangler forhold til de andre Superb-modeller, som eller har fået roser i stakkevis for den sublime teknik, den enorme plads og den høje komfort.

Forklaringen skal først og fremmest findes i den sænkede undervogn. Umiddelbart virker det nemlig som om, at Skodas teknikere hurtigt har gaflet en hård sportsundervogn fra hylderne uden nærmere finjustering. Tag der til koncernens efterhånden bedagede og meget rå 1,9 liters pumpedysediesel på 105 hk, og du har en sæbekasse-hård skude uden megen overskud af trækkraft. Og det er synd, for potentialet findes i den ellers fine prismæssigt fornuftige tjekke til godt 333.000 kroner. Kabinen byder nemlig på døre, der lukker som pengeskabe og en kørestilling og finish, som du ellers kun finder i dyrere eksklusive tyske mærker.


Og så er der lige funktionaliteten: Bagsæder med en balsal af benplads, så selv Ulf Pilgaard ville være tilfreds, og en genial todelt bagklap, som kan forvandle sedanen til en hatchback med stor bagindgang, er noget som trækker op. Vores Greenline har spare-udstyr som gearskife-indikator, højere gearing, lavere omdrejningstal i tomgang, dæk med mindre rullemodstand og mindre luftmodstand ved hjælp af sænket undervogn samt en bagspoiler og afblændinger.


Mens standard-udstyret omfatter det mest nødvendige som fartpilot og klimaanlæg. Ellers er der ikke pillet ved den succes-opskrift, som har fået superlativerne frem. På bundlinjen står en bil, som med sine 19,6 km/l mod 17,5 km/l for en almindelig 1,9'er til en halv snes tusinde kroner mindre, bestemt har sin berettigelse. Men det har altså sine omkostninger.


Og det er synd. For der er masser af potentiale i den model, vi for øvrigt senere ser som stationcar. Til den tid har tjekkerne forhåbentlig fintunet undervognen og overtalt moderkoncernen til at få lov at bruge den nye fleksible commonrail-diesel, som ligger i Passat Bluemotion 2. Ind til da vil mange nok vende blikket mod den mere helstøbte og ikke meget dyrere Superb 2,0 TDI med den kraftigere og nyere 140 hestes commonrail diesel-maskine. Vi ser frem til næste runde.


redaktion@pola.dk

null

Publiceret 02 April 2009 03:00