Per og Anette Rasmussen er det nye par bag disken i Kandis og Det Gamle Bageri. Foto: Susanne Secher

Per og Anette Rasmussen er det nye par bag disken i Kandis og Det Gamle Bageri. Foto: Susanne Secher

Drømmen om Kandis

Vi drømmer hele livet, men nogle mennesker gør drømmene til virkelighed. Det gjorde Anette og Per Rasmussen, da de købte Kandis og Det Gamle Bageri i Ry

Af
Af Susanne Secher

De er kommet her i de sidste 15 år efter is og fredagsslik til børnene og gaver til festlige lejligheder, men nu ejer de butikkerne. En drøm, som de har haft længe, og som hele familien er blevet en del af. Det er særligt Kandis, som Anette Rasmussen har haft en drøm om en dag at overtage, men Det Gamle Bageri har også ramt hende, og nu har hun sagt sit faste job som souschef i Børnehuset op. "Jeg har altid haft en drøm om en dag at overtage Kandis. Alle sanser bliver stimuleret, så snart man kommer ind. Der er noget for øjet, duftene hænger i næsen og her er plads til alle uanset, om du køber for ti eller tohundrede kroner. Derfor har jeg for længe siden kontaktet Lone og Ole, som har haft både Kandis og Det Gamle Bageri og sagt, at jeg gerne ville købe, når de ville sælge, og sådan er det blevet," fortæller Anette, som allerede løber i fast rutefart til disken for at betjene kunder.

Et fælles familieprojekt

Mens Anette fremover er at finde bag disken i Kandis hver dag, fortsætter Per sit daglige virke som leder, men i weekenderne er han at finde i Det Gamle Bageri, men også parrets tre børn bliver en fast bestanddel af butikkerne. "De blev ellevilde, da vi fortalte det. De er vokset op med det her sted. Det bliver et familiefirma, og det bliver dejligt at få det som samlingspunkt," siger Per." Kathrine på 21, vil gerne have, at Det Gamle Bageri også kan matche de unges behov for lækre ting og gaver, så den del vil hun styre ved siden af studierne. Astrid på 18 år og Jeppe på 16 vil også hjælpe til for at fuldende drømmen. "Vi er meget ydmyge overfor opgaven. Den respekt og det koncept, som Ole og Lone har opbygget. Vores drøm er, at føre det videre. At folk kan købe gaver lokalt, og at børnene får en god oplevelse i butikken, Vi vil gerne være en del af det fremtidige bybillede. Vi er vant til at tage ansvar, men nu er det helt vores egne livsværdier og eget ansvar, også økonomisk," siger Per. Anette er rigtig glad, også for den måde, som folk har mødt dem på i butikkerne. "Folk synes, det er sejt, at vi forfølger en drøm og prøver noget nyt. Jeg har arbejdet meget med børn i tidligere jobs, og her kommer mange børn, men nu møder jeg dem på en helt anden måde," smiler Anette, inden hun igen løber ud til disken.

Publiceret 11 March 2009 09:38