Regnvand kan sive ned gennem f.eks. græsarmeringssten og videre ned i grundvandet.

Regnvand kan sive ned gennem f.eks. græsarmeringssten og videre ned i grundvandet.

Drop fliserne og slip for oversvømmelse

For mange fliser kan give for meget vand i kloakkerne, når det regner voldsomt. Andre belægninger lader vandet sive ned i jorden. Få gode råd til at undgå oversvømmelse

Af
Af Kim Gregersen

Bolius Boligejernes Videncenter

Vil du undgå, at din kælder bliver oversvømmet, er en af måderne at reducere mængden af fliser på din grund og i stedet bruge en anden form for belægning, skriver Bolius.dk.

Regnvandet siver nemlig ikke ned i jorden og videre ned til grundvandet fra mange terrasser og indkørsler med fliser som belægning. I stedet ledes vandet hen til et afløb, så det ender i kloakken. Det er med til at belaste kloaksystemet yderligere, når det regner voldsomt, så kloakkerne ikke kan klare de store vandmængder.


Ifølge funktionschef i Dansk Vand- og Spildevandsforening (Danva), Kristian Friis, var der kun få fliser omkring de danske huse før i tiden. Men der er kommet flere og flere til.


"Og det er kloakkerne slet ikke dimensioneret til. Vi har set, at det har givet problemer, hvis der i et område er for mange parcelhuse med for mange fliser," siger Kristian Friis til Bolius.

Større huse giver mere vand i kloakken

Problemet med for meget vand i kloakkerne kan blive endnu værre, fordi det med det nye bygningsreglement er blevet tilladt at bygge på en større del af sin grund. Større huse giver et større tagareal, og da regnvand fra taget via tagrende og nedløbsrør normalt ender i kloakken, kan det give endnu større vandmængder. I forvejen modtager taget på et almindeligt hus omkring 100 ton nedbør om året.

"Man kan hjælpe sin nabo og sig selv ved at have så få fliser som muligt. Hvad er der i vejen med grus eller perlesten uden afløb til indkørsel eller terrasse? Og hvorfor skal man have blomsterne stående i krukker på fliser - det er da meget pænere med blomster i jorden," mener Kristian Friis.


Fliser i sig selv er dog ikke noget problem, hvis blot vandet ikke ledes hen i et afløb.


"Du skal lave et fald, så vandet kan løbe et andet sted hen - for eksempel ned i et bed, en rende med sten eller en faskine. Der findes rigtig mange muligheder, hvis du tænker en smule utraditionelt," siger fagredaktør i Bolius Boligejernes Videncenter, Susie Frederiksen.

Led regnvandet hen i f.eks. et bed, en rende med sten eller en faskine. Så belaster det ikke kloakken, siger fagredaktør i Bolius Boligejernes Videncenter, Susie Frederiksen.

Led regnvandet hen i f.eks. et bed, en rende med sten eller en faskine. Så belaster det ikke kloakken, siger fagredaktør i Bolius Boligejernes Videncenter, Susie Frederiksen.

Regnvand kan sive gennem grus og granitskærver

Netop andre belægninger kan være med til at reducere mængden af vand i kloakken. Udover grus og perlesten kan regnvandet nemlig sive ned i jorden gennem belægninger som granitskærver og stenmel. En anden mulighed er græsarmeringssten, hvor græsset gror op mellem stenene.

En større fuge giver også en del af regnvandet mulighed for at sive ned i jorden frem for at ende i kloakken. For eksempel kan du lægge natursten med en stor fuge. I fugen vil der typisk komme græs op, med mindre du planter for eksempel timian, trædebregner eller andre planter i fugerne. Det giver mere arbejde, hvis du ikke bryder dig om for meget grønt mellem stenene. Du kan dog nedsætte arbejdsmængden, hvis du sørger for, at der er plads til græsslåmaskinen, så du kan slå det grønne i fugerne.


redaktion@lokalavisen.dk

Publiceret 11 December 2008 03:00