Et farvel til syvende og sidst

Fra næste skoleår er det slut med 7. klasse på Ejer Bavnehøj Skolen. Nødvendigt siger byrådspolitikerne. Uforståeligt siger Skolebestyrelsen

Af
Af Marianne Gay

FLYTNING En lang debat fik et punktum, da Byrådet i sidste uge afgjorde, at Ejer Bavnhøj Skolen fra næste skoleår mister sin 7. klasse. Fremover er Veng Fællesskole den eneste skole med 7. klasse uden overbygning. Men også her er det planen, at eleverne skal skifte skole efter 6. klasse på et endnu ikke afgjort tidspunkt. Skolebestyrelsen på Ejer Bavnehøj har i høringssvar og debatten givet udtryk for, at de gerne ville beholde 7. klasse, og også gerne få oprettelsen af 8. og 9. klasse på skolen. Men byrådet besluttede altså, at den nuværende 7. klasse er den sidste på Ejer Bavnehøj Skolen. "Vi ønsker at beholde 7. klasse, da den er en vigtig brik i livet på skolen og i lokalsamfundet. Vi har svært ved at forstå, hvorfor der skal tages en isoleret konsekvens af skolekapacitetsundersøgelsen, når de overodnede konklusioner af undersøgelsen endnu ikke er draget," skriver skolebestyrelsesformand Niels Håkonsson i et høringssvar. Og netop frygten for svækkelse af lokalsamfundet fik også Martin Skjødt Poulsen (DF) til at stemme imod forslaget. "Det fremmer bestemt ikke lokalsamfundet at nedlægge 7. klasse, og når vi nu har to gode tilbud på Veng Fællesskole og Ejer Bavnehøj, hvorfor skal vi så pille ved velfungerende ting," sagde Martin Skjødt Paulsen. For familieudvalgets øvrige medlemmer var sagen dog klar. "Jeg har fuld forståelse for, at skolerne gerne vil bevare klasserne. Men der er simpelhen ikke økonomi i at bevare 7. klasse på de små skoler, da eleverne på dette trin får mange nye fag, som fysik, kemi og tysk. Det kræver særlige lokaler og materialer, og desuden vil læreren i disse fag stå uden mulighed for faglig sparring. At flytte klasserne giver større faglighed og bedre undervisning," sagde næstformand Magna Søndergaard (A).

Publiceret 02 December 2008 03:00