Den raketagtige bil skal nå op på godt 1,3 gange lydens hastighed, Det sker med en kombination af en benzin og jetmotor.

Den raketagtige bil skal nå op på godt 1,3 gange lydens hastighed, Det sker med en kombination af en benzin og jetmotor.

Englændere vil køre 1600 km/t

Rakethybrid med V12-benzinmotor og maskine fra Eurofighter jetjager skal bringe køretøjet Bloodhound SCS op på 1600 kilometer i timen og slå verdensrekord

Af
Af Jens Overgaard

Mere avanceret end en jetjager og hurtigere end en pistolkugle. Sådan lyder skudsmålet for Bloodhound SSC, som skal være verdens hurtigste bil. Så hvis du troede, at den planlagte Bugatti Veyron GT, som skal kunne klare 425 km/t er hurtig, kan du godt tro om igen. Bloodhound SCS skal nemlig nå den magiske grænse på 1000 miles i timen, eller 1600 km/t, og dermed være verdens hurtigste bil. Men så er der til gengæld også kun en af slagsen.

Den raketformede sag ligner intet andet, du har set. Den drives af en hybrid, men ikke som du kender den fra Toyota Prius. Det er en raket-hybrid med flere motorer, nemlig en V12-forbrændingsmotor på 800 heste, som starter festen. Og når den er i gang, tager en EJ200-jetmotor fra en Eurofigter Typhoon over med et gigantisk moment. Det betyder, at den 6,5 ton tunge raketbil, der er bygget af hightech-materialer, kan tilbagelægge en strækning svarende til fire fodboldbaner per sekund - eller 50 meter på den tid, det tager at blinke.


Det imponerende projekt er for kort tid siden præsenteret på et pressemøde i London, hvor det engelske konsortium bag, som tæller investorer og universiteter samt den engelske regering, præsenterede Bloodhound SSC(Super Sonic Car). Forsøget, som skal slå den hidtidige rekord fra 1997 på 1228 km/t i køretøjet Thrust SSC, skal nemlig være med til at skærpe interessen for matematik og teknologi-videnskab, især blandt unge.

Skal bringe videnskaben frem ad

"Det her projekt handler ikke kun om at kunne prale af rekorden som den hurtigste på landjorden. Projektet medfører håndfaste videnskabelige resultater, som vi vil kunne drage nytte af, når vi skal udvikle mere sikre og brændstoføkonomiske biler i fremtiden," siger den engelske videnskabsminister, Lord Drayson.

"Jeg håber, at projektet vil inspirere den næste generation af unge forskere. I en verden med klimaforandringer og en voksende befolkning, er vi afhængige af dem," siger Lord Drayson om projektet, der ledes af englænderen Richard Noble.


Forsøget skal gennemføres over tre omgange, hvor hastigheden gradvist øges. Det sker i Black Rock Desert ørkenen i Nevada, USA. i 2009, 2010 og 2011. Bag rattet sidder Royl Air Force-piloten Andy Green, som også gennemførte den sidste rekord i 1997. Han vil opleve en acceleration på 0-1600 km/t på 40 sekunder og bliver udsat for massiv g-påvirking. Forsøget kan følges på hjemmesiden www.bloodhoundssc.com og på Youtube.


redaktion@pola.dk

Effekt Forsøget med at slå verdensrekorden på landjorden handler også om udvikle ny teknologi, der kan bruges i almindelige biler og få flere gjort interesseret i matematik og videnskab.

Effekt Forsøget med at slå verdensrekorden på landjorden handler også om udvikle ny teknologi, der kan bruges i almindelige biler og få flere gjort interesseret i matematik og videnskab.

Publiceret 01 November 2008 03:00