Dennis og damerne

Han kan dét der med damer. Hans hænder kan trylle prinsesser frem på få minutter ved hjælp af saks, føn og makeup. Dennis Knudsen besøgte Nyt Syn i Ry i onsdags

Af
Af Susanne Secher

Nyt Syn i Ry var onsdag omdannet til en ren dameklub. Den lille butik genlød af latter, gode råd og alvorlig tale om, hvilke briller og frisure, som er oppe i tiden. Hen over det hele høres komplimenter om tøjvalg og farvesammensætning fra Dennis Knudsen til én af de mange kvinder, der har booket et kvarter til at høre skønhedsguruens råd til hende om makeup, tøj og briller. En mulighed som mange kvinder har gjort brug af. Han er i butikken i seks timer, og alle tider er revet væk. Men hvad er det, Dennis Knudsen kan med kvinder. " Jeg kan få kvinder til at se bedre ud og give dem inspiration" siger han kort og præcist. Dennis Knudsen har et samarbejde med Nyt Syn, og derfor er han rundt i butikkerne i hele landet og vejlede i hårpleje, makeup og brillevalg. Et samarbejde, han er glad for. "Jeg får mulighed for at komme ud til forbrugerne og få eksponeret mine produkter. Samtidig kan jeg gøre en masse kvinder glade", siger han, mens han med koncentreret mine siger, at der er for lidt farve på øjnene, og håret er for fladt. Frem med lilla øjenskygge og volumespray. To minutter... Forandringen er fantastisk. Onsdag aften var der dameaften på Pressalit, hvor små 100 kvinder var klar til en glad aften med gode råd og vejledning fra Dennis Knudsen.

Publiceret 01 October 2008 13:00