Festen for de anbragte børn var en succes. selv vejret viste sig fra den gode side. Privatfoto

Festen for de anbragte børn var en succes. selv vejret viste sig fra den gode side. Privatfoto

Børnefest i Forlev

Forlev Spejdercenter og Børnehjælpsdagen afholdt i weekenden sommerfest for anbragte børn fra jyske døgninstitutioner.

22 anbragte børn og deres pædagoger deltog lørdag den 30. august i en stor sommerfest på Forlev Spejdercenter ved Skanderborg. Festen var arrangeret af Børnehjælpsdagen i samarbejde med centrets spejdere, der havde planlagt en række sjove og udviklende aktiviteter i det fri. Aktiviteterne blev styret af den rutinerede spejdergruppe, der hjalp børnene trygt og sikkert igennem programmet fra kl. 11:00-19:00. Festen sluttede af med bålhygge og fællesspisning. "Vi havde en rigtig god dag sammen med børnene. En af drengene fortalte mig, at det havde været hans bedste dag nogensinde. Det er utroligt rørende og dejligt at vide, at vi kan gøre en forskel for disse børn og samtidig give dem en god oplevelse i naturen," fortæller Maya Langskov, der er lejrleder på Forlev Spejdercenter.

Fest med formål

Det overordnede formål med festen var at styrke børnenes selvværd og sociale kompetencer gennem de sjove, men også grænseoverskridende, fysiske aktiviteter, som f.eks. spejdercentrets klatremur. Samtidig fik de anbragte børn fra 5 forskellige institutioner i Midt- og Vestjylland en mulighed for at skabe nye venskaber og relationer. "Det var et kanon arrangementet. Børnene ved jo godt, at de er lidt anderledes, så det er rart og vigtigt for dem at mødes med andre børn i samme situation," fortæller Henrik Østergaard, der er socialpædagog på det akutte observationssted Nordstjernen i Esbjerg. Han deltog i sommerfesten med 4 anbragte børn i alderen 6-12 år. Det er tredje år i træk, at Børnehjælpsdagen og Forlev Spejdercenter afholder sommerfest for anbragte børn. Sommerfesten er det eneste tilbagevendende arrangement i landet, hvor Børnehjælpsdagen bygger bro mellem anbragte børn og det frivillige børne- og ungdomsarbejde, som organisationen også støtter.

Det gælder om at holde tungen lige i munden. Privatfoto

Det gælder om at holde tungen lige i munden. Privatfoto

Publiceret 01 September 2008 16:22