Sommerhygge ved frokosttid

Sommerhygge ved frokosttid

SOMMERPATRULJE:

Tusindfryd blomstrer igen

For første gang har børnehaven Tusindfryd i Hylke haft sommerlukket. Nu er der igen liv i den lille institution.

Af
Af Susanne Secher

Sommerpatruljen kommer forbi lige til madpakketid, og de otte børn og fire voksne sidder omkring bordet og hygger sig. Børnehaven har haft lukket i uge 30, dog med tilbud om nødpasning, men det blev slet ikke nødvendigt.
"Vi har ingen naturlige naboer, så vi ønskede ikke, at børnene skulle i en anden institution i lukkeugen. Heldigvis fandt alle forældre pasning, og de har taget godt imod vores lukning. De fleste har lagt deres ferie omkring denne uge", siger institutionsleder Vibe Grane."
Børnehaven er haft meget få børn at passe i uge 29 og uge 31, men der er en del praktiske gøremål, som kan laves, mens der tid til det. For børnene giver det også nogle andre oplevelser.
"Når der er så få børn, dannes der nye relationer på tværs af alder og normalt legemønster", fortæller Vibe Grane, og de er faktisk tilfredse med Lego, sandkasse og vandlege efter aktiviteter med familien i ferien."
I næste uge starter hverdagen så småt igen, og når alle er mødt igen efter ferien er her 33 børn, seks pædagoger og to medhjælpere.

Skolestart

De store børn, som skal starte i skole, begynder i SFO-en lige ved siden af på mandag, så de har en uge til at omstille sig til en lidt anden hverdag. "Tingene er anderledes her. Her udfylder børnene selv rammerne, mens der er meget mere struktur i børnehaven", siger Tove Rasmussen, som er pædagog i SFO-en, hvor der normalt er 40 børn.
Hun har netop vinket farvel til de to børn, som var mødt op i dag. "Det giver noget helt specielt, når der kun er 2-3 børn", siger hun, mens hun bruger den børnefrie eftermiddag til at ordne kummer og købe planter, så det er pænt, når institutionen om få dage igen summer af liv.

Publiceret 01 August 2008 09:52