Ry-runden

Den seneste rundtur i sagen om Ry-rundkørslerne endte med lange taler og et foreløbigt punktum i sagen

5,2 millioner kroner for meget, et par pæne rundkørsler i Ry og vandkunst eller bare vand. Det blev hovedessensen af byrådets foreløbige punktum for Ry-rundkørslerne sidste onsdag. Selv om der var fuldstændig enighed om dagens beslutning - vedtagelsen af en række nye regler for styringen af fremtidige byggerier - var talerækken lang, især politikerne fra Ry ville gerne til håndvask... - undskyld fortalelsen - til orde. Trafiksaneringsprojektet kom til at koste 5,2 mio. kr. for meget - en budgetoverskridelse på op mod 50 procent.
En revisionsrapport slår fast at både konsulentfirmaet Cowi og Skanderborg Kommune har været for dårlige til at styre projektet. Rapporten indeholdt desuden syv forslag til et nyt regelssæt for styringen af fremtidige byggeprojekter, som skal forhindre en gentagelse af den uheldige sag. Regelsættet blev enstemmigt vedtaget af de fremmødte byrødder, hvor Carsten Jakobsen, Jørgen Gårde og Magna Sørensen (alle S) var fraværende.

Næse til byrådet

Mie Bergmann (R) gjorde opmærksom på, at revisions- rapporten ikke placerer et ansvar, og at det er uheldigt i forhold til borgerne, som ryster på hovedet over sagen. Claus Leick (SF) supplerede: "Det sender et signal om, at vi ikke forvalter borgernes penge ordentligt. Der må være et politisk medansvar hos nogen i Ry . Det her er selvfølgelig ikke en retssag, men herfra skal der være en lille næse til det tidligere Ry byråd," sagde han.
Peder Porse (V) tog til genmæle og undrede sig over, at Mie Bergmann ikke tidligere har advaret mod de økonomiske problemer, eftersom hun selv var med til at vedtage anlægsbevillingen. Han opfordrede desuden Claus Leick til at dokumentere en tidligere påstand om,at det gamle tekniske udvalg traf beslutning om et springvand på rundkørslerne og pointerede, at der kun var tale om vand ved rundkørslerne. Claus Leick gav dog intet svar på den påstand.
Lars Vodsgaard (S) sammenlignede sagen med at få en fødselsdagsgave, som ikke lever op til forventningerne og ikke kan byttes igen. Men at angribe kollegerne i salen, mente han, var helt forkert.
"Vi har i dokumentationerne fra Cowi ikke kunnet se, at nogen har gjort noget bevidst forkert, så vi får ikke noget ud af at hive personer ud her i byrådet og forsøge at køre hetz. Man kunne selv have søgt yderligere oplysninger, da det nye byråd overtog opgaven. Nu kan vi blot forsøge at gøre det bedre næste gang," sagde Lars Vodsgaard (S).
Debatten tog af, da Jonna Grønver (V) rejste sig op. Den tidligere Ry-borgmester påtog sig et medansvar for de fejl, der blev begået i Ry Byråd, og beklagede:
"Jeg har aldrig været med til et projekt, som er gået så galt. Det piner mig mest, at vi lægger byrden over på den nye kommune. Vi har jo trods alt fået noget for de penge i Ry. Jeg tager ansvaret for den styringsmæssige del. Jeg tror, vi er faldet ned mellem to stole i overgangen til den nye storkommune. Det er ingen undskyldning, men mere en forklaring," sagde Jonna Grønver.

Publiceret 01 July 2008 03:00