Rektors tale

Rektor Jakob Thulesen Dahl gav de nysprungne studenter på Skanderborg Gymnasium disse ord med på vejen

Af
Af Jakob Thulesen Dahl

Ideen til denne tale kom ud af en nødvendighed. Nødvendigheden af, at mit bord til skolens julefrokost for personalet, sikrer os mindst ét rigtigt svar i årets julequiz om, hvad der dog måtte komme til at ske i det kommende år. Spørgsmålet gik på om denne tale ville inddrage Ringenes Herre. Det store og over 50 år gamle værk om den store rejse og kampen med alle dæmonerne. Jeg brugte rammen fra denne store fortælling, da jeg for to år siden mødte Jer for første gang, og I bød mig velkommen med musik og tale. Så det er nok alligevel et passende temam jeg vil forsøge at folde lidt ud for jer. Ringenes Herre er bragt i spil, den store rejse og mødet med alskins genvordigheder, fælder og farer - men også med troskab, opofrelse og kærlighed, med de barske realiteter livet byder og de frugter, der kommer ud af det.
Men da jeg var kommet forbi denne åbenlyse selvfølgelighed i indgangen til min tale til jer, blev jeg desto mere draget ind i overvejelserne om den rejse, som I nu skal ud på. Det handler om hele livets rejse. Mindre kan ikke gøre det.
I ved jo godt, at I har været privilegerede med muligheden for at vegetere og efterfølgende gro i de tre år på gymnasiet. I ved godt, at det, I har oplevet her, er vand ved siden af, hvad der venter jer på den anden side. I har læst om det, diskuteret det - målt og vejet det - men endnu ikke rigtigt levet det.
Rejsen har til alle tider været et helt centralt billede på livet, - fra oldtidens forestillinger om rejser mellem gudeverdenen og den menneskelige med Homers Odysseen, som den nok mest kendte. Hvad han ikke kommer ud for af uheld og problemer. Bedst som man tror, at nu er alle farer overvundet og sejlene sat mod det sikre mål, hjemkomsten efter 20 år til den kærlige og trofast ventende hustru Penelope, falder verdenen pludselig sammen og Odysseus må starte forfra.
Skønnest er efter min mening fortællingen om Odysseus møde med vindendes gud Aiolos på øen Aiolia. Her fik Odysseus og hans mandskab husly i en måned, hvorefter vindenes gud skaffede en vestenvind, der kunne bringe dem hjem. Desværre forærede han dem også en sæk med alle de fire vinde. Sækken åbnede Odysseus mænd, lige før de var hjemme. De blev straks blæst tilbage til Aiolia, hvor Aiolos nægtede at hjælpe dem yderligere. Det må bestemt være som at blive slået hjem i Ludo, bedst som man står klar til at slå den sidste sekser.
Hvorfor søren kunne Aiolos ikke bare nøjes med at skaffe dem vestenvinden - hvorfor skulle der partou følge en ekstra gratis gave med i form af en spændende lykkepose fyldt med vilkårlighed? I virkeligheden handler det alt sammen om rejsens vilkår. Den rejse som man er nødt til at bevæge sig ud på for overhovedet at bevæge sig. Og da tiden hele tiden uvægerligt bevæger os som en naturlig strøm, må vi finde vore strategier til at følge med den.
Moses vandrede 40 år i ørkenen, inden han nåede sit Gudgivne mål, som han stolede fuldt og fast på (han kan umuligt selv have vidst, hvor han skulle hen), men det var hans strategi. Belønningen kom så til sidst. Men Gud kom på banen, blev brugt og misbrugt. Også når rejsen gennem livet skulle beskrives.
I Umberto Eco's fantastiske bog Rosens Navn, som de fleste har set på film, diskuteres denne meningen med livet. Kontrasten tegnes i forhold til den asketiske rene lære, som den velhavende borgersøn Frans af Assisi havde grundlagt i 1209. Frans havde foræret alle sine penge væk og mente, at enhver form for ejendom var oprindelsen til al ufred i verdenen.
Menneskesynet, der kommer ud af denne tænkning, gør livet til en pilgrimsvandring. Det legemlige, materielle og seksuelle blev gjort til noget dyrisk og uværdigt. Mennesket tjente sig selv og Gud bedst ved at fastholde fokus på uselvisk afholdenhed, fattigdom, platonisk kærlighed og tilbedelse af Gud. Rejsen skulle blot overstås, og gevinsten for det rene liv var en billet til paradis.
Vores helt fransiskanermunken William af Baskerville er, som I måske husker, ikke enig i forsagelsen af livet til fordel for den ren frelse. Han anerkendte livets mangfoldighed og kunne rumme den i forhold til sin tro. En pointe fra denne del af historien skal I huske, da vi i dag slet ikke har fået os frigjort fra denne idé om, at vi blot skal nå over på den anden side, hvor græsset er grønnere, lønnen er større og livet nemmere. Der er noget anti-carpe-diem over det som desværre ind imellem passer alt for godt på det moderne menneske. Mere om det senere.
Heldigvis ved I jo godt, at vi ikke i meget lang tid som menneske kan holde til at sidde fast midt i en sådan sekssporet motorvejskø, selvom den måske viser vej til paradis. Heldigvis vil nogle bryde ud og blive skabende. Gode kunstnere har gennem tiden gået forrest og vist os de selvfølgelige menneskelige længsler. Renæssancens største mestre som Leonardo Da Vinci, Rafael og Michelangelo var sådanne udbrydere. Ikke at de afskrev Gud, men de søgte en måde, hvor livet selv gav mening, hvor tiden mellem fødsel og død ikke bare var noget der skulle overstås.
Michelangelo fik, efter svære diskussioner fortælles det, som 13-årig sin far overtalt til at han kunne gå i lære som kunstner. Allerede tidligt kunne han forstå - og demonstrerede i sin kunst denne dualisme - denne forståelse af den nødvendige forbindelse mellem det jordiske og det overjordiske, men dermed også det smertelige og problemfyldte liv på jorden i forhold til en tilstand i den guddommelige lykke.
Engang omkring 1520 skriver Michelangelo: Nu på min højre fod, nu på min venstre Skifter jeg i min søgen efter frelse mellem last og dyder. Mit hjerte trætter og brænder mig, forvirret, som den der ingen Himmel ser og på enhver vej er fortabt og sent ude. Måske ikke lyst og dejligt, men så ufatteligt ægte, at jeg er sikker på, at I også kan se det her næsten 500 år efter. Det er jo måske nok det allermest menneskelige vi kan forestille os, friheden til at gøre rejsen til en søgen.
Mange andre hjalp i årene der kom med til at sætte mennesket frit. Der kom tilbageslag, men samlet set blev mennesket friere, og menneskesynet blev domineret af tanker om oplysning og frihed. Rejsen blev til en dannelsesrejse hvor de lidt bedre bemidlede kunne tage på besøg og opleve, hvordan andre mennesker under andre betingelser levede deres liv.
Var man kunstner som H.C. Andersen eller P.S. krøyer tog man ud og besøgte ligestillede kunstnere, der baksede med tilsvarende problemer, som de selv gjorde, unge mænd med ambitioner om karriere i administrationen tog på dannelsesrejse til Europas universiteter, og J.C.Jacobsen, grundlæggeren af Carlsberg, tog til Bayern og studerede Bayersk øl.
For alle dem jeg indtil nu har nævnt, handler rejsen om at indhente grundlag og inspiration til et fysisk praktisk liv, men det er klart - som I også ved - at der er andre måder at rejse på. Tag jer selv. I sidder nu og stråler af lykke og tilfredshed, mæthed, efter den sidste måneds strabadser. Velfortjent det er denne afslutning på jeres seneste rejse. Den har ikke været så fysisk, hvis vi ser bort fra studierejser og ekskursioner, men har i særdeleshed været en indre rejse gennem det faglige landskab. Sådanne rejser kan, som I ser, være ligeså givende som de fysiske.
I har i løbet af de sidste tre år været med på en rejse. En jomfrurejse kan man sige. Også på den måde har I sikret jer en plads i skolens historie. I er den allerførste årgang studenter efter den nye reform. En reform der for alvor har rystet vort gamle gymnasium, der ellers stod på rødder plantet tilbage i 1903. Ofte har vi talt om, at vi har asfalteret, mens vi kørte - eller at vi lagde sporene ud umiddelbart foran toget. Der var kritik, der lignede en karikaturtegning, hvor toget - gymnasiet - er omkranset af skinner, som var gymnasiet fanget som en hamster i et løbehjul - en temmelig fastlåst situation, hvor hjulet endda ustandseligt kunne skifte retning! Sådan oplever vi det heldigvis slet ikke på Skanderborg Gymnasium.
Men uanset hvordan vi har talt om reformen, så er den altså blevet beskrevet som en rejse. Ofte med en sikker retning, men til tider med nogen usikkerhed hvad angik skinnerne, det fælles spors beskaffenhed. Kunne de nu holde til det høje ambitionsniveau, som dette nye gymnasium lagde fra land med? Holde det kunne de - og det kunne I. Faktisk vil jeg mene, at I gjorde mere end det. I arbejdede nemlig med reformen - ikke imod den. Og derfor har I lært en masse sammen med jeres dygtige lærere, der for alvor har lagt arm med reformens ordlyd.
Der var god grund til at skrive over 8.000 siders vejledning til de gymnasiale fag. 8.000 siders manual om man vil, for det var ny jord, der skulle dyrkes op. Fyldt med gode ideer til flerfagligt samarbejde i AT eller til klarlæggelse af det faglige kernestof. I sandhed en jomfrurejse. Men I er jo slet ikke færdige endnu. Faktisk er vores lille rejse sammen jo kun en lille, men vigtig øvebane. I skal nu i gang med jeres individuelle rejser, de bliver helt sikkert meget forskellige og meget spændende. Til fælles vil de have, at I fortsat er nødt til at arbejde med og ikke imod den rejseform og den rejseplan, som Jeres liv vil lægge ud. Der bliver mange steder valg at træffe, og I kommer til at gentage jer selv, gentage jeres forældres måde at gøre ting på og måske endda gentage ting som jeres lærere har gjort eller sagt. Sådan skal det være når I nu skal ud for alvor og tilegne jer livet - gøre det til jeres eget.
I Peter Bastians bog "Ind i Musikken" gentages en fin lille historie netop om denne proces: Kejseren af Kina bestilte en penselstegning af en hane hos en berømt kunstner. "Kom om fire år, så er den færdig," sagde kunstneren. Fire år efter kunne kejseren og hans følge drage hjem med uforrettet sag, den berømte kunstner behøvede endnu fire år til sin tegning. Og fire år efter gentog historien sig: "Opgaven har vist sig vanskeligere, end jeg havde forestillet mig, men jeg nærmer mig målet, så om fire år er den helt sikkert færdig." Og ganske rigtigt. Da Kejseren ankom med sit følge til kunstnerens lille hytte, blev han vist indenfor og budt på en kop té. Men han var så spændt, at han ikke kunne få en slurk ned. Tolv år er en evighed, når man dagligt går og længes efter sin hane. Men nu! Kunstneren tager et fint nyt stykke papir frem, spænder det op på tegnebrættet, river omhyggeligt sin tusch, dypper penslen og tegner lynhurtigt i én bevægelse, en hane mere levende end en hane. Kejseren er dybt bevæget, men også en anelse fortørnet over, at kunstneren har holdt ham hen i tolv år, når det nu vitterligt kun tog få sekunder at tegne hanen. Hvortil kunstneren tavst leder ham ind i baglokalet, hvor gulvet er dækket af meterhøje stabler af penselstegninger - af haner.
Byt kunstneren ud med jer selv og forstå så, at ting tager tid. Tid til at forstå og opleve det hele indefra og så netop kunne ende med at se det simple og enkle, der til alle tider har kendetegnet det gode og indholdsrige liv.
Min gymnasietids helt var Michael Strunge. Sidste torsdag ville han være fyldt 50 år. Han fik nok. Det håber jeg aldrig, I får. Men det var hans nødvendighed. Men i 1985 udgiver han digtsamlingen "Verdenssøn" hvori digtet "Navnløs" findes; som er så smukt, at det lige passer på Jer i dag og som afrunding af min lille diskurs om nødvendigheden af at forstå livet som en rejse, at gå vejen:
Der må findes en dør til et hus med et rum med et vindue hvorfra jeg kan se hvilke veje jeg kom ad for at se dem igennem mine øjne i rudens spejlbillede. Hvis vinduet i det rum i huset med døren bliver åbnet af mig glemmer jeg måske mig selv og husker med ét hvordan det er at gå uden tanke for andet end gangen. Så har jeg råd til ikke at stirre på solen men lukke øjnene og rummes i dens varme gemt midt på gaden bag orangerøde æg og ikke andet.
Gå nu ud og og luk vinduerne op, skab jeres eget liv. I skal uddanne jer og dygtiggøre jer. I skal ikke lade tilfældige ministre eller erhvervsledere fortælle jer, hvad I skal. I må gerne lade jer lokke, hvis tilbuddet er tillokkende nok. Når maven siger ja tak til en fristelse, så skal det nok holde. Men det er meget mere vigtigt, at I bliver dygtige til jeres fag, og at I ender med at holde af det, I kommer til at fylde jeres liv ud med, hvad enten det er bioteknologisk forskning eller planlægning af den kommende letbanes stoppesteder i Skanderborg Kommune. Veludført arbejde såvel som uddannelse har altid krævet, at man er motiveret. Man skal ville det projekt, man kaster sig over. I har villet gymnasiet, og se bare de flotte eksamener, som I alle har. I har villet hinanden, og I har ikke mindst villet jer selv. Nu skal I så ud i verdenen. I skal erobre den og passe på den.
Vi må naturligvis slutte hvor vi begyndte - med Bilbo Sækker - Hobbitten med den store udlængsel og det store mod på rejsen, der i starten af første bog nynner følgende:
Se vejen går og går og går Fra den begynder ved min dør Nu må jeg følge vejen hvor Den snor sig fremad, hvis jeg tør Forfølge den på ivrig fod Indtil vi når en større vej Som mange stier stiler mod Og hvorhen så? Jeg ved det ej.
Det skal nok lykkes. God tur!

Publiceret 01 July 2008 10:00