Farvel til Galten Taxa

I mandags kørte Galten Taxi sin sidste tur. Vognmand Hans Christian Johansen fortsætter under Skanderborg Taxa

Af
Af Susanne Secher og Marianne Gay

I mere end 12 år har Hans Christian Johansen kørt vejene i den tidligere Galten kommune tynde med sit selskab Galten Taxa. Men nu er det slut. Fra den 1. juli ophører Galten Taxi som et selvstændigt taxaselskab, og forretningen overtages af Skanderborg Taxa, der nu er det eneste selskab i kommunen. Lovgivningen for hyrevogne siger nemlig, at hvis der er flere end 10 taxibevilliger i en kommune, skal der være et fælles bestillingskontor.
Taxiselskaberne i Ry og Hørning slog sig i forbindelse med kommunalreformen sammen med Skanderborg Taxa, og det samme gjorde det andet taxiselskab i Galten. Men Hans Chr. Johansen har de sidste to år kørt som et selvstændigt selskab under en dispensation, som nu er ophørt.
Han fortsætter som vognmand i Skanderborg Taxa, men har måttet opgive tre af sine taxibevillinger.
"Det har jeg det da skidt med. Men jeg har ikke råd til at købe mig ind med mere end en bevilling i bestillingskontoret i Skanderborg Taxa," fortæller Hans Christian Johansen.

Fungerer upåklageligt

I teknikafdelingen i Skanderborg Kommune har de endnu ikke modtaget de bevilliger, som Hans Christian Johansen nu ser sig nødsaget til at aflevere tilbage. Men Teknisk chef Jens Erik Jensen afviser, at det på den baggrund bliver sværere at få en taxi i Galten. "Vi tager jævnligt antallet af bevillinger op til revurdering for at sikre, at der er biler nok, og at de bliver udnyttet godt nok. Der er mange fordele ved et fælles bestillingskontor, så hele kommunen ses som en helhed. På den måde får vi reduceret tomkørsel og sikrer, at der biler på vejene døgnet rundt," forklarer Jens Erik Jensen.
Vognmand Jens Chr. Johansen frygter dog, at det bliver sværere for galten-borgerne at få fat i en taxi. "I både Herning, Holstebro og Aalborg, hvor de har et fælles bestillingskontor, mangler der taxier i yderområder. Og jeg hører tit fra kunder i Ry, at de må vente længe på taxier," siger Jens Chr. Johansen. Den oplevelse deler de dog ikke hos Skanderborg Kommune.
"Vi har ikke motaget nogle officielle klager om mangel på taxier. Vi var ellers lidt spændt efter kommunesammenlægningen, men der har ikke været klager fra kunderne. Det er mit indtryk, at det fælles bestillingskontor virker upåklageligt og netop er med til at sikre, at det er muligt at få en vogn, hvor som helst og når som helst, selv om der selvfølgelig vil være en vis ventetid i forbindelse med store arrangementer, nytårsaften og den slags," erklærer Teknisk chef Jens Erik Jensen.

Publiceret 01 July 2008 03:00