Drømmen om en åben sportsvogn som denne Triumph Spitfire kan gå i opfyldelse for få penge. Bilbasen har en Spitfire mk III til salg for 59.900 kroner.

Drømmen om en åben sportsvogn som denne Triumph Spitfire kan gå i opfyldelse for få penge. Bilbasen har en Spitfire mk III til salg for 59.900 kroner.

Det behøver ikke være dyrt at køre åbent

Der er mere end 2000 åbne biler til salg, og mange fås til under 100.000 kroner

Af
Af Christian Schacht

CABRIOLET Drømmen om en klassisk, åben bil træder for alvor frem, nu hvor sommeren er over os. Og den kan sagtens gå i opfyldelse. Tal fra den store database med brugte biler, bilbasen.dk, viser, at der er 2079 brugte cabriolet til salg hos landets forhandlere og private husstande. Sidste år var det tal 1500. En pæn stigning, der blandt andet skyldes et stort salg af nye, åbne biler de seneste år, men også en vis import af brugte biler fra Tyskland. Mange af bilerne er i en fornuftig priskategori.
"Det er ikke svært at finde en cabriolet-udgave af en familiebil som VW Golf eller Ford Escort for under 50.000 kroner, og fornemmelsen af vind i håret er jo den samme som i en åben Jaguar. En åben sportsvogn koster lidt mere, men der er stadig mange muligheder under 100.000 kroner," siger MotorClassics chefredaktør, Bo Christian Koch.
Tal fra bilbasen viser, at der lige nu er 341 cabrioleter til salg for under 100.000 kroner. Bo Christian Koch nævner biler som Alfa Romeo Spider, BMW 3-serie Cabriolet, Fiat 124 Spider, og Fiat X1/9 blandt de biler uden fast tag, som både er spændende, anderledes og til at betale med en normal indkomst.
Claus Hovge Andersen, som er adm. direktør på Bilbasen.dk, har også et par bud på en billig cabriolet.
"En idé kunne være en Mazda MX-5. Lige nu er der 24 styks til salg på Bilbasen.dk fra 65.000 kroner. Det er en lækker roadster, der kører som en drøm. Hvis man bare er klar over, at de tidligere modeller kan have problemer med rust, og få tjekket bilen ordentligt, så kan det nemt blive en god måde at få vind i håret," siger han.
Hvis man er mere til de ældre årgange, så er der en Triumph Spitfire mk III til salg på BilBasen.dk for 59.900 kroner Det er en god pris for en klassisk åben bil, mener Claus Hovge Andersen og tilføjer, at "den drejer hoveder og er nem at holde, selv her 42 år senere".
Reservedele er billige, og det bugner med klubber for bilen. I den anden ende af prisskalaen topper Lamborghini Gallardo V10 fra 2006 som bilbasens dyreste tilbud til 3,8 millioner kroner med 3000 km på tælleren, forfulgt af Bentley Continental GTC fra 2007 til 3,5 millioner kroner.
Køber du en af de eksklusive modeller, er der næppe grund til at være nervøs for bilens stand, men ellers er der en række ting, som man skal være opmærksom på, når man inspicerer en brugt cabriolet eller sportsvogn.
"Er man ude for at købe en ældre cabriolet, gør man klogt i at kigge efter, om kalechen er fri for huller, og om tætningslisterne ved sideruderne er i orden. Ligeledes bør man kigge efter om instrumentpanel og sæder er falmede eller solsvedne, og om der er rust i de forstærkninger, en cabriolet har i karrosseriet," siger Bo Christian Koch.
redaktion@pola.dk

Publiceret 29 May 2008 03:00