Peugeots multikunstner går et nummer op

Business- og familieflytteren Peugeot 308 SW vokser med maner. Ny gearkasse gør en verden til forskel

Af
Af Jens Overgaard

Sardinien

Premiere Børnefamilier har aldrig haft så mange muligheder som i dag. Og her tænker vi ikke på samtalekøkkener, Disney-dvd'ere eller badelands-weekender med ekstra kvalitetstid. Hvor alternativet før hed en stationcar, hvis far, mor og børn skulle have plads til alle pakkenelliker, er der nu en bred vifte af alternativer lige fra biler i Berlingo-klassen over MPV'ere fra Touran-størrelsen til kæmper som Renault Espace, minibusser som VW Caravelle eller SUV'ere som Suzuki Grand Vitara. Og så er der lige Peugeots SW'ere, som med deres glastag ligger lidt i egen klasse. Forbilledet 307 SW har nu endelig fået en afløser i den nye 308 SW. Den har, som hatchbacken, fået vokseværk i nyeste aftapning. Og den nye 308 SW er med sine 4,5 meter blevet en langlemmet karl, som er syv centimeter længere end forgængeren og fem centimeter bredere over skuldrene, mens højden er den samme.
Sammenholdt med et større glastag, som nu dækker små seks kvadratmeter og en ny buet panorama-bagrude, byder 308 SW næsten på et glasareal på størrelse med det drivhus, som overskudsfamilierne selvfølgelig har derhjemme i baghaven - og med lige så meget dagslys. Bagtanken er nemlig at skabe en oplevelse af luft indendørs. Og det er lykkedes.
Vi havde mulighed for at teste 308 SW under hele vejrprogrammet lige fra kølig regn til sommerhede, da Peugeot præsenterede den nye familieflytter for den internationale presse på den italienske middelhavsø Sardinen. Og det umiddelbare indtryk er overbevisende.
Først og fremmest er det lykkedes Peugeot at forfine SW'en som en multibil, der både byder på fleksibilitet, plads og komfort. I modsætning til koncernfætre som Peugeot Partner/Citroën Berlingo, som nok er fleksible, men rustikke som varevogne, giver 308 SW med sit lave tyngdepunkt hele tiden føling med vejen - på den gode måde.

Præcise seks trin

Som på hatchbacken er sporvidden blevet bredere, og det mærkes på de snoede veje, hvor SW'en ligger klippefast og styrer præcist. Vi gav mest opmærksomhed til den 1,6 liters og 109 hestes Hdi-motor, som med Premium-udstyret har det store glastag og et fleksibelt bagsædearrangement, hvor enkeltsæderne i anden række kan indstilles i længden, flyttes rundt eller tages ud. Det er en gennemprøvet motor, som har det overskud, der skal til for at flytte den 1570 kilo tunge bil hele vejen op gennem gearene. Hjulpet af en undervogn, som ganske komfortabelt sluger de fleste huller og bump, men samtidig er tilpas fast.
Indendørs er lydniveauet også i balance - og tyst. Så er der reel mulighed for at lege stilleleg med børnene. Alligevel er alt ikke som før. Peugeots nye sekstrins gearkasse gør nemlig en verden til forskel i forhold til den mest gængse femtrins. Vi har tidligere kritiseret PSA-koncernen gearkasser for at have en slasket vandring. Men det er der nu for alvor rådet bod med den nye sekstrins gearkasse, der skifter knivskarpt som en japansk samurai-kniv og blødt som silke. Faktisk er den gearkasse med til at ændre køreoplevelsen markant for 308'eren, hvor man pludselig føler at have mere kontakt med motor og udveksling. Indtil videre er den nye gearkasse dog forbeholdt de største dieselmotoriseringer på 109 og 136 heste samt de to ditto benzin på 150 og 175 heste. Bag rattet er der udsigt til en overskuelig arbejdsplads og en lækker finish, som vi kender den fra hatchbacken.
På bagsæderne kan den ekstra længde mærkes, og der er rigelig med plads til de langbenede. Med tredje sæderække, som er ekstraudstyr, i brug svinder pladsen. Alligevel er der stadig mulighed for godt med luft til benene, uden at man går i krampe. Det kræver dog, at sæderne i anden række skubbes pænt frem. Til gengæld sætter loftshøjden sin begrænsning allerbagerst. Og det er kun børn, som vil kunne holde ud at sidde her i længere tid. De - og andre passagerer - kan til gengæld glæde sig over, at de trygt kan flytte rundt på bagsæderækkerne - for der er trådløs selealarm på alle sæder. Ellers er det ganske enkelt at jonglere rundt med de tre sæder, som kan lægges ned eller tages helt ud, når tæpperne til børneværelset skal køres hjem. Her hjælper det yderligere, at ryggen på passagersædet foran kan vippes frem.
Mens udbygningsruden på bagperronen nok giver lys ind, er her stadig en C-stolpe på størrelse med en A3-kuvert. Og den tager desværre en pæn luns af udsynet. Samtidig kan den lidt svulstige bag diskuteres. Designet med et virvar af buer og kanter er i hvert ikke noget, som får vores arme i vejret. Til gengæld har den flere funktioner: Den lave læssekant er noget, som vil vække jubel hos de, som jævnligt kyler tunge ting ind bag i bilen. Og glasruden, som kan åbnes selvstændigt i topversionen Griffe, er ganske praktisk.

På banen Peugeot 308 SW byder både på plads og fleksibilitet. Og så er den behagelig selv på lange stræk.

På banen Peugeot 308 SW byder både på plads og fleksibilitet. Og så er den behagelig selv på lange stræk.

Mangler priser

De store glasflader har - trods varmedæmpende glas - også deres pris: Aircondition skal nemlig på arbejde for at holde trit med heden på dage, hvor solen for alvor brænder igennem. Heldigvis er der mulighed for at skyde en elektrisk inderskærm for. Med sine dimensioner nærmer 308 SW sig storebror 407 SW, der nok fylder i landskabet, men indenfor bliver slået pladsmæssigt på mange felter af lillebror. Allerede i dag sælges 40 procent af den gamle 307 SW som jobbil, og den andel kan nemt vokse. Som 307'erne kommer afløseren både med fast ståltag i de billigste versioner, der erstatter den gamle stationcar, og den forventes at udgøre godt to trediedele af stationcarsalget, mens de dyrere modeller med glastag, napper resten. Stationcarbetegnelsen udgår.
Mens den 109 hestes leveres som standard med partikelfilter, er det ikke tilfældet for den mindste 90 hestes herhjemme, som vil være for dyr. Plads koster, og den nye har taget 200 kilo på i vægt - dog med et uændret forbrug på fornuftige 19,6 km/l. Mens den gamle 307 SW lå en snes tusinde kroner over den gamle hatchback, er priserne på afløseren endnu ikke forhandlet på plads.
Til sammenligning koster en 308 hatchback med 109 dieselheste og Premium-udstyr godt 286.000 kroner. De første 308 SW forventes at lande omkring industriferien.


redaktion@pola.dk

Instrumentpanelet er ganske indbydende og logisk indrettet.

Instrumentpanelet er ganske indbydende og logisk indrettet.

Udsyn Der er fint med plads på bagsæderne, hvor den ekstra plads mærkes. Bemærk panorama-taget, som giver lys og fornemmelse af luft.

Udsyn Der er fint med plads på bagsæderne, hvor den ekstra plads mærkes. Bemærk panorama-taget, som giver lys og fornemmelse af luft.

Fleksibel Den hvælvede glasbagrude kan åbnes i topversionen.

Fleksibel Den hvælvede glasbagrude kan åbnes i topversionen.

KnebenPå tredje sæderække kan der skabes plads til benene. Men voksne skal dukke nakken.

KnebenPå tredje sæderække kan der skabes plads til benene. Men voksne skal dukke nakken.

Smagssag Designet på hækken med den hvælvede bagrude kan diskuteres. Men den giver lys, og den lave læssekant er god for ryggen.

Smagssag Designet på hækken med den hvælvede bagrude kan diskuteres. Men den giver lys, og den lave læssekant er god for ryggen.

Publiceret 26 May 2008 03:00