Debat:

Snak om svineproduktion helt ude af proportioner

Ole Larsen, Mesing

debat Debatten om en udvidelse af en svineproduktion på Ryegnen har taget en trist drejning hvor modstanderne uden hæmninger fremfører det ene usaglige argument efter det andet, uden hold i virkeligheden og bruger alle tænkelige metoder for at fremme deres sag. Bare for at slå en ting fast så er svineproduktionen i kommunen ikke stigende men faldende uanset om man går 5, 10 eller 15 år tilbage.

Mange mindre produktioner nedlægges da de er nedslidte, utidssvarende, beliggende tæt på naboer, og mange andre årsager.

Til at erstatte dem opføres nye anlæg eller velbeliggende ejendomme udvides hvilket medfører mere moderne stalde med bedre dyrevelfærd, mindre miljøbelastning og færre ejendomme der kan genere naboer tæt på.

Alt ovenstående er fakta men trods det argumenteres der direkte om det modsatte og man vil have at lokale politikere kan underkende den meget omfattende lovgivning der regulerer området.

Det er meget kompliceret stof som ikke egner sig til at en folkestemning der kører på følelser og tilfældige påstande kan afgøre hvad der er forsvarligt og miljørigtigt.

Som et eksempel kører man meget hårdt frem med et skrækscenarie vedrørende den gylletank der skal bygges, gående på at hvis den går i stykker vil alt indholdet løbe ned i Ravnsø og videre ud i vandmiljøet. Det er en usandsynlig lille risiko for at der går hul på en gylletank da ikke mindst en nyopført, men her har gruppen fundet et eksempel på at det er sket med en gammel gylletank med konstruktionsfejl og fremfører så ivrigt det som et argument.

For øvrigt ser man mange eksempler på at man laver jordvolde rundt om gylleopbevaringen, således at hvis det usandsynlige skulle ske ja så er gyllen inddæmmet bare for at gå med livrem og seler.

Der kan være god grund til at folk er bekymrede for en stor svineproduktions påvirkninger, men det er jo netop derfor at en sådan produktion reguleres og godkendes i et omfattende system hvor alle sten vendes og det sikres at produktionen overholder alle krav.

Der er en rimelig bred politisk opbakning til at fastholde og udvikle dansk fødevareproduktion og det tror jeg ikke er for landmændenes skyld, men fordi ansvarlige politikere ved at en forudsætning for vores velfærdssamfund er at vi i Danmark har en eksport af varer til hele verden og at forarbejdnings og følge industrien har råvarer så de mange arbejdspladser her kan bevares.

Som landmænd vil vi gerne tage hensyn og have dialog med vores naboer, men sagen her har udviklet sig på en måde som ingen kan være tjent med og jeg vil på det kraftigste opfordre til at man indgår en konstruktiv dialog og får vendt de reelle problemstillinger, vi skal være her alle sammen.

Publiceret 09 March 2021 07:00