Byrod Claus Leick (SF) advarer mod indførelsen af friplejehjem i Skanderborg Kommune. Arkivfoto

Byrod Claus Leick (SF) advarer mod indførelsen af friplejehjem i Skanderborg Kommune. Arkivfoto

Debat: Friplejehjem = privatisering af ældreplejen

Claus Leick, byrådsmedlem (SF)

Pleje og pasning af ældre er nok den allervigtigste kommunale kerneydelse. Sådan skal det blive ved med at være. SF vil på ingen måde være med til at åbne op for friplejehjem eller andre former for privat ældrepleje i Skanderborg Kommune. Heller ikke selvom det er fonde, som skal drive dem.

Et forslag om friplejehjem fra Venstre og Alternativet med støtte fra Radikale er på vej til byrådet i Skanderborg. Friplejehjem lyder næsten rart, men der er reelt tale om en privatisering af ældreplejen - eller i hvert fald første skridt i den retning.

Argumentet lyder, at det vil sikre de ældre borgere mere valgfrihed. Men valgfrihed til hvad? Og hvilke fordele vil de ældre og deres pårørende få med et friplejehjem?

Absolut ingen. Tværtimod vil en privatisering af ældreplejen kun gavne økonomien hos kommunen og de private aktører, som skal drive friplejehjemmet.

Skanderborg Kommune har i dag en meget velfungerende ældrepleje og mange steder helt nye plejehjem fx i Skanderborg og Ry. Hvis byrådet ønsker at give de ældre mere frihed og en mere fleksibel service, står det byrådet frit for at sætte dette igang. Det kan sagtens lade sig gøre uden at entrere med et friplejehjem.

Ældre med behov for en plejehjemsplads, er i dag ofte så svage og syge, at ønsket om at kunne vælge mellem et kommunalt og privat tilbud ikke er vigtigt. Det handler derimod om tryghed, sikkerhed, høj faglighed, nærhed, samt en enkel og direkte dialog med myndigheder, visitatorer og øvrig sundhedspersonale. Det er en af de vigtigste grunde til, at ældreplejen skal forblive på kommunale hænder.

Når først et friplejehjem får foden inden for hos Skanderborg Kommune, vil næste naturlige skridt være at nedjustere den kommunale plejekapacitet for på den måde at spare penge på byggeri eller renovering af plejehjem

På et privat plejehjem er der er ikke samme direkte kontakt til fx visitation, sygehus, kommunale sundhedsmyndigheder mv. Tilsvarende er et privat plejehjem ikke omfattet af samme regelsæt som et kommunalt plejehjem ift. fx aktindsigt, klagemuligheder, notatpligt, offentligt ansattes ytringsfrihed, offentlige løn og overenskomster mv.

Det kan nemt skabe unødig forvikling og mangel på gennemsigtighed, hvis der opstår problemer eller en beboer på et privat plejehjem vil klage eller have indsigt i egen sag mv.

Desuden er der en lang række eksempler på private sundhedsudbydere, som får ondt i økonomien og pludselig går konkurs med uoverskuelige konsekvenser for de ældre, deres pårørende, de ansatte og kommunen, som med få timers varsel pludselig skal overtage den private virksomheds forpligtigelser, omsorg og pleje. Endelig er det tvivlsomt om den valgfrihed, som fortalerne for friplejehjem er så glade for, reelt er noget værd.

Når først et friplejehjem får foden inden for hos Skanderborg Kommune, vil næste naturlige skridt være at nedjustere den kommunale plejekapacitet for på den måde at spare penge på byggeri eller renovering af plejehjem. Dermed skrumper den kommunale kapacitet og de ældre mister deres valgfrihed. De må tage sig til takke med det sted, hvor er plads. På den måde vil nogle ældre blive tvunget i et privat tilbud, selvom de måske hellere ville have været på et kommunalt plejehjem.

Vi er spændte på, om Socialdemokratiet er fuldhjertet med på denne privatisering af ældreplejen, når vi stemmer i byrådet. Foreløbig har de sagt “ja tak” i socialudvalget.

Publiceret 08 March 2021 14:00