Debat:

 Ingen styrtblødning på dagtilbudsområdet

Trine Frengler (S), formand for Undervisnings og børneudvalget

debat Hvis nu Bent Jakobsen fra Venstre skulle have ret i at dagtilbudsområdet i Skanderborg kommune styrtbløder, skulle den store røde førstehjælpskasse være fundet frem. Heldigvis har han ikke ret!

Hver eneste dag leverer vores medarbejdere i dagpleje og dagtilbud, vores ledere og vores administration et kæmpe arbejde for at leverer på både kapacitet og kvalitet!

På kapaciteten er vi pressede. Jeg kan nu ikke få øje på vores styrtblødning, men måske en mindre midlertidig blodtud. Vi har familier i Skanderborg Kommune, der lige nu må køre ret langt for at få deres barn i vuggestue eller dagpleje, hvilket ikke er godt nok, og det skal vi have løst. Men langt størstedelen får passet deres børn inden for distriktet eller nabodistriktet, blot for at slå det fast.

I dagplejen er der det sidste år stoppet 20 dagplejere men ansat 23, så der rekrutteres stadig fagligt dygtige dagplejere, som er en væsentlig del af løsningen ift. kapacitet.

Vi har i de sidste år oprettet vuggestue i Ejer Bjerge, naturbørnehave og vuggestue i Bjedstrup, vuggestue i Herskind blot for at nævne nogle. Vi har udvidet kapaciteten bla. i Ry, Galten/Skovby, Virring, Hørning blot for at nævne nogle. Vi kommer i 2021 til at åbne midlertidige pladser i både Ry, Galten/Skovby og i Virring, der arbejdes med udvidelsesmuligheder i Herskind, blot for at nævne nogle. Der er gang i nybyg i Skanderborg.

Vi har vedtaget et budget, hvor vi over de næste 3 år kommer til at bruge over 950 millioner på anlæg. På dagtilbud taler vi om tilbyg/ombyg/nybyg i både Galten/Skovby, Virring, Stjær, Veng, Hørning, Ry, Låsby blot for at nævne nogle.

Netop for at fremtidssikre vores kapacitet, så har Undervisnings- og Børneudvalget, støttet af den politiske følgegruppe, arbejdet med struktur for skole og dagtilbud. Vi har i fællesskab med alle partier i byrådet aftalt en plan for, hvordan vi sikre plads til alle vores børn i Skanderborg Kommune.

Fælles står vi stærkest og får truffet de bedste beslutninger for hele vores kommune.

Mit ønske er, at vi ikke allerede nu skyder gang i valgkampen. Det bliver opslidende for alle – ikke mindst for vores borgere, som skal lægge øjne og øre til.

Publiceret 04 February 2021 08:30