Birte Andersen. Foto: PR

Birte Andersen. Foto: PR

Debat:

 SOSU-uddannelse i Skanderborg

Vi kommer i den grad til at mangle veluddannede og engagerede medarbejdere med faglig baggrund og varme hænder

Birte M. Andersen, byrådsmedlem (V) og medlem af bestyrelsen for SOSU Østjylland

debat I Skanderborg Kommune har vi fået en ny ungdomsuddannelse. SOSU Østjylland slog i september sidste år dørene op for nye elever i en afdeling på Grøndalsvej i Højvangen.

Som medlem af bestyrelsen for SOSU Østjylland har jeg gennem flere år arbejdet for at vi skulle have dette uddannelsestilbud - også til Skanderborg.

Jeg er glad for det lykkedes, og at skolen allerede nu viser sig at være en kæmpe succes, med øget søgning efter at tage en omsorgsuddannelse.

Her sidst i januar optages 28 nye elever i en klasse der har valgt at starte på grundforløb 2. Det nye uddannelsestilbud i Skanderborg er blevet taget godt imod her i vores lokalmiljø og meldinger er, at skolen oplever stor tilfredshed fra eleverne.

Det er både godt og dejligt.

Vi kommer i den grad til at mangle veluddannede og engagerede medarbejdere med faglig baggrund og varme hænder inden for ældre – og sundhedssektoren i Skanderborg Kommune.

Her er der mange muligheder for at få et meningsfuldt job med sikre fremtidsudsigter. Den nye SOSU-afdeling i Højvangen er med til at øge rekrutteringen til sundhedsuddannelserne, fordi den er decentral og et konkret uddannelsestilbud.

Vores lokale SOSU-afdeling er et godt eksempel på betydningen af et erhvervsskoletilbud. De uddannelser giver eleverne nogle kompetencer som sikre dem job, og som samfundet i høj grad har brug for.

Tillykke til vores lokale SOSU-afdeling i Skanderborg og alt godt fremover.

Publiceret 28 January 2021 14:15