Poul Johansen. Foto: PR

Poul Johansen. Foto: PR

Debat:

 Men Dannebrog er flot

Det eneste forslag, jeg kan erindre, at de Konservative reelt har fået igennem byrådet i de sidste fire år, er forslaget om Dannebrog i byrådssalen

Poul Johansen, Låsby DF Skanderborg

debat Jeg havde egentlig besluttet, at jeg ikke ville bruge mere af læsernes eller min eller tid på at korrigere byrådsmedlem Thomas Cordtzs (C) opfattelse af tingenes tilstand i Skanderborg Kommune, men nu må jeg reagere, ellers tager Thomas Cordtz og De Konservative vel æren for at redde Skanderborg Kommune fra den totale undergang?

Thomas Cordtz hævder, at han og De Konservative reddede Colombusskolen i Skovby. For det første er det utroligt, at et parti med ét mandat i byrådet kan redde noget som helst alene. For det andet blev flytningen opgivet dels pga. massive protester, dels fordi flytningen ville blive alt for dyr og lokalerne ikke var egnede. De Konservative stemte i øvrigt selv for budgettet, der indeholdt en flytning af skolen. Efterfølgende blev hele byrådet, på tværs af partierne, enige om at lade skolen blive, hvor den ligger i dag.

Senest har Thomas Cordtz slået sig op på, at give gratis drikkevarer på plejecentrene. Det er egentlig et gammelt DF-forslag, men er uaktuelt nu, da beboerne på plejecentrene er tvunget til at vælge mad og drikke fra kommunen i en samlet pakke. Der er ikke muligt at købe mad og drikke særskilt.

Vi skal have prisen på den samlede pakke ned. Det forslog DF på sidste byrådsmøde og tager forslaget med til næste års budgetforhandlinger. De Konservative kunne have bragt forslaget på bane ved dette års budgetforhandlinger, men her valgte De Konservative at stå udenfor.

Det eneste forslag, jeg kan erindre, at de Konservative reelt har fået igennem byrådet i de sidste fire år, er forslaget om Dannebrog i byrådssalen. Et forslag jeg gerne bakker op om, for Dannebrog er verdens flotteste flag. Men, kære Thomas Cordtz, flag nu kun for dine egne successer, så slipper du og læserne for mine læserbreve om ovennævnte.

Publiceret 26 January 2021 17:30