Debat:

 Hvad er det mon for nogen dyr?

Henning Madsen, Skovparken 23, 8660 Skanderborg

Forvirring I en indhegning ved Sølund har der i en årrække gået en lille flok dådyr. De er til stor glæde for både børn og voksne og kan sikkert være anledning til mange gode snakke om, hvad sådan nogen nu er for nogen, hvad de spiser og meget andet.

Der blev for nogen år siden opsat et skilt, som ganske rigtigt viser et DÅDYR, men i teksten var de 'skrumpet' til RÅDYR. Nå, men det kunne vel være en slåfejl. Det var vel ikke, fordi, at skiltemageren ikke kendte forskel på de to arter af hjorte?

Men så toppede skiltemageren den med et nyligt opsat skilt. Nu var vores DÅDYR 'vokset' til KRONDYR!

Det lader da heldigvis til, at der bliver passet godt på dyrene - uanset, hvad det nu er for nogen.

Der kommer, som skrevet, mange mennesker forbi, og måske er det her børn får lidt mere indblik i naturens mangfoldighed. Men at kalde et DÅDYR fort RÅDYR eller KRONDYR, det svarer lidt til at kalde en hest for en zebra eller et får for en ged.

Kunne vi ikke for vores børns skyld få lidt bedre styr på arterne - og på skiltningen?

Det er da faktisk lidt pinligt - ik?

Publiceret 11 January 2021 06:30