Debat: Stop det vulgære lysorgie
Niels Dygaard, Møllebakken 12, Skanderborg
Hvad der for snart en del år siden startede som noget smukt her i den mørke vinter- men søde juletid med en fin, lille lyskæde ophængt i en busk i haven eller langs altanranden, har i dag mange steder udviklet sig til, hvad man fristes til at betegne som et vulgært lysorgie med myriader af lyskæder hængt op på husfacader og i træer og buske, suppleret med diverse smagløst tingeltangel af klatrende julemænd, rensdyr og andre rædsler i form af blinkende kulørte kugler i alle regnbuens farver.
Suzanne Brøgger fortæller i en artikel i Politiken, at, da hun på en gåtur gennem en af byens gågader sammen med en ung studerende, Noa beundrede juleudsmykningen 'med lys som fugle på kviste', var Noa himmelfalden og så kun CO2-aftryk og klimaforurening.
Jeg deler fuldt ud dette synspunkt, og finder det endnu mere paradoksalt, at det især er unge familier, der overplastrer deres bolig med dette platte gøgl. Det er jo utvivlsomt gjort i den bedste hensigt for at glæde børnene, men medaljen har en bagside, for det jo især er dem, der for alvor vil komme til at mærke følgerne af klimaforandringerne.
Vi bør derfor ikke bevidstløst, med hovedet under armen - stadig lade forbruget vokse og vokse og det også på noget så harmløst, men kun tilsyneladende harmløst som 'lidt facadepynt' til jul. Tænk på det, næste gang du måtte fristes til anskaffelse af en ny 'julerædsel'.
Publiceret 17 December 2020 05:30