Arkivfoto

Arkivfoto

Debat:

Danske Veteraner er vores hjerteblod

Martin Frausing Poulsen, John Haarup Laursen og Kjeld Jensen, byrådsmedlemmer for Dansk Folkeparti i Skanderborg

debat Byrådet vedtog 25. november 2020, at Dannebrog skal opsættes i byrådssalen under byrådsmøderne. Det glæder vi os meget over - for Danmark, Dannebrog og Danmarks Veteraner er blandt meget andet hjerteblod for Dansk Folkeparti.

Vi glæder os ligeledes meget over, at den veteranpolitik, som Dansk Folkeparti fik igennem i 2016, nu lader til at falde i Det Konservative Folkepartis smag, faktisk så meget, at de vil udvide den til at omfatte andre persongrupper som f.eks. sygeplejersker og læger, politibetjente og folk fra diverse NGO’er. Der har vi været i Dansk Folkeparti uden at få den fornødne opbakning, men dejligt at se andre partier gå i vores fodspor.

Det er i øvrigt noget af en kovending fra konservativ side, der tidligere har været modstander af veteranpolitikken og af at markere Danmarks udsendte den 5. september. Vi glædes dog over, at Det Konservative Folkeparti har skiftet side og nu vil arbejde for de Danske Veteraners sag.

Som en del af budget 2017 – 2021 fik Dansk Folkeparti igennem, at byrådet skulle sende et signal til Forsvarsministeriet og Fonden for Danske Veteranhjem om, at Skanderborg Kommune skulle stille sig til rådighed, hvis der skulle vise sig et behov for at etablere yderligere et veteranhjem i Østjylland. I marts 2017 kom der svar fra forsvarsministeriet, at der i forbindelse med et servicecheck ikke var identificeret yderligere behov for Veteranhjem.

Fonden Danske Veteranhjem er en almenvelgørende fond, som driver fem veteranhjem. Veteranhjemmene er placeret i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Fredericia. Fonden Danske Veteranhjems fem veteranhjem er fristeder for alle veteraner og deres pårørende – både de mange, som er er kommet styrket hjem fra en udsendelse for Danmark, men også for de af Danmarks veteraner, som har brug for hjælp og støtte.

I Dansk Folkeparti har vi netop rettet henvendelse til Forsvarsministeriet for at høre, om det er på tide at få et Veteranhjem til Skanderborg og få deres råd til, hvordan Skanderborg Byråd kan understøtte Danske Veteraners sag.

Vi håber fortsat på byrådets opbakning til den retning, Dansk Folkeparti har udstukket i forhold til at understøtte Danmarks Veteraner, herunder til løbende at opdatere den Veteranpolitik, der sidst blev evalueret i 2017 på foranledning af Dansk Folkeparti.

 

Publiceret 13 December 2020 08:00