Sebastian Støckler, byrådskandidat for Venstres Ungdom Skanderborg. Arkivfoto

Sebastian Støckler, byrådskandidat for Venstres Ungdom Skanderborg. Arkivfoto

Debat:

Mister vi de unge?

Sebastian Støckler, byrådskandidat for Venstres Ungdom Skanderborg, Banegårdsvej 26 1tv

Ifølge Region Midtjylland er ca. hver 10. unge midtjyde mellem 16 og 24 år hverken under uddannelse eller i arbejde. Det er et rigtigt skidt tal. Det er vigtigt, at vi får snakket om, hvordan får vi tallet ned, så vi får flere af vores unge i enten job eller uddannelse. Hvordan sikrer vi os så at få flere unge i enten job eller uddannelse?

En god start ville være at sikre sig, at de unge har større mulighed for at prøve forskellige jobs af, inden de skal til at vælge uddannelse. I dag får de unge i folkeskolen ikke meget hjælp til at vælge uddannelse, da der kun er afsat omkring en uge til at prøve forskellige uddannelser af.

Det er slet ikke nok tid for unge til at kunne finde ud af, hvad de gerne vil. Jeg har snakket med flere unge mennesker der går i folkeskolen, på en erhvervsuddannelse eller på gymnasiet.

De er alle enige om, at hjælpen i folkeskolen er utilstrækkelig, og ikke har været til den store hjælp, da der skulle vælges uddannelse. Når de unge så skal til at vælge deres fremtidige uddannelse, og de ikke er helt sikre på om det nu er det rigtige valg, så er det der, vi ser frafaldet fra ungdomsuddannelserne. Vi får dem heller ikke samlet op igen og kørt på rette spor.

Derfor skal vi have gjort mere for at sikre at de unge tager en uddannelse og/eller kommer i arbejde. En måde at gøre det på er, at give de unge mere tid til at prøve uddannelsesstederne af.

En uge i 8. klasse er bare ikke nok, og vi må sande, at der skal mere til. Det tror jeg på, at vi skal prioritere tiden til i elevernes uddannelsesprogram. Derudover ville det være fantastisk, hvis vi kunne sende endnu flere unge i praktik ude ved virksomhederne, da de så virkelig får prøvet kræfter med virkeligheden.

Det er ekstremt vigtigt, at vi kommer i gang allerede nu. Vi må ikke miste vores unge!

Publiceret 30 November 2020 13:00