Debat:

Er de konservative bange for, at taburetten vakler?

Af Martin Frausing-Poulsen, Kjeld Jensen og John Haarup Laursen, Dansk Folkeparti, medlemmer af Skanderborg byråd

Debat Er man bange for, at taburetten vakler? Et meget klogt spørgsmål stillet af den Konservative formand Birgitte Majgaard. Spørgsmålet er bare, hvis taburet er det, der vakler? For hendes angreb på SF, Ø, Venstre og især Dansk Folkeparti er skudt helt forkert.

Hun glemmer alt om, at det konservative medlem af byrådet hele vejen igennem forløbet har argumenteret for, at de to skoler i Hylke og Bjedstrup skulle lukkes, fordi elevgrundlaget var for lille, og der var en dårlig økonomi i at drive de to skoler. Hun glemmer også, at alle de byrådsmedlemmer, der havde været med til at lave et forslag til Undervisnings- og Børneudvalget, var stillet frit efter, at arbejdet var afsluttet og kunne sige og mene, hvad man ville. Hvis Birgitte Majgaard ikke er klar over disse ting, så er der nogen, der ikke har informeret hende ordentligt.

Og så burde Birgitte Maigaard kikke lidt indad, for det var hende, der på vegne de konservative nikkede ja til sidste års budget, på trods af at hun i byrådssalen havde været imod flytningen af Columbusskolen.

I lang tid har Thomas Cordtz talt med store bogstaver om, hvad Dansk Folkeparti mener i denne sag og om, at vi er løbet fra en aftale. Det har vi ikke gjort, tværtimod har vi holdt fast i vore meninger og holdninger, så der er ikke tale om, at vi har 'fået kolde fødder' og er bange for vores pladser i byrådet. Vi siger, hvad vi mener og holder fast i dette. Ingen kan på noget tidspunkt have været i tvivl om, at vi ikke ville lukke skoler eller fjerne udskolingerne i Herskind og Stjær.

Man kunne jo også vende det hele på hovedet og spørge, om det er de konservative, der er blevet bange for at miste deres taburet i byrådet, fordi man pludselig står udenfor 'de blå partier', og det er gået op for dem, at de har valgt at 'spille på den forkerte hest'. Åbenbart har man i den konservative lejr fået 'kolde fødder', for Birgitte Majgaard skriver i sit læserbrev, at ingen har lyst til at lukke skoler, og Thomas Cordtz kommer også ind på dette i et andet læserbrev, hvor han skriver, at han heller ikke ønsker at lukke skoler, og han afventer, om der kommer gode løsninger i høringsfasen. Der skal nok komme gode forslag fra borgerne, hvorfor man ikke skal lukke skolerne. Gode forslag, som de konservative så kan dække sig ind under, når det nok ender med, at de heller ikke vil være med til at lukke nogen af de to skoler.

Publiceret 09 November 2020 14:15