Pressefoto

Pressefoto

Debat: Kære SF, børnenes fremtid er i jeres hænder

Emma Perriton, Hylkevej 81, 8660 Skanderborg

Så går den ikke længere. Nu er det jeres tur. For taburetten vakler under jer. Hvordan kan I stå og flage for skolelukninger med god smag i munden?

Jeres ligeså folkeskole-fortalende kollegaer fra Enhedslisten har trådt ned fra taburetten. Det har udmeldt, at de, sammen med DF, Venstre og Alternativet, nu heller ikke kan bakke op om alle elementerne i forslaget til ny skolestruktur, der er sendt i høring. I vil have, at vi skal tro på, at I går ind for bedre normeringer i skoleklasserne, og at I vil stoppe besparelserne på skoleområdet - alt imens I lige nu er med til at lukke to velfungerende landsbyskoler.

Hvordan stemmer det overens med SF’s politiske værdier for skole- og børneområdet? I råber op om mere ”ro på”, kreativitet og lighed (sf.dk). I giver ikke vores børn ”ro på”, ved at splitte deres venner mellem to skoledistrikter. I gør ikke vores indskolingsbørn mere kreative ved at parkere dem i busser timevis hver dag, når de skal fragtes til større skoler.

I giver ikke vores børn lige kår, når der skabes ulighed mellem børn fra byen og landet. Er det en fremtid for børnene SF stemmer for?

I viser os sort på hvidt på jeres facebook-kampagne at det er:

'HELT SORT… IKKE AT INVESTERE I VORES FREMTID: BØRNENE.'

Så derfor er det jeres tur, SF, til at forklare, hvorfor I overhovedet overvejer at lægge de afgørende stemmer til noget der er:

'HELT SORT… AT LUKKE LANDSBYER, OG TAGE VORES FREMTID FRA OS: BØRNENE.'

Det er ikke modigt at være med til at spare mere på skoleområdet, og det er ikke modigt at ødelægge landsbyer. Det er stik imod at skabe trygge, nære og inkluderende samfund. Lad Socialdemokratiet stå alene for den regning, hvis det er deres visioner.

I Hylke mindes og savner vi vores forhenværende mangeårige SF-byrådsmedlem Jens Sønderskov særligt nu. Vi ved – og I ved – at han ville have kæmpet for sagen, hvis det da overhovedet var kommet så vidt, havde han været her. Så SF-kammerater, kom ind i kampen og kæmp som Jens ville have gjort.

I arbejder på at give folkeskolerne friheden tilbage. I Hylke er I ved at tage friheden og fremtiden fra os. Så hvis I virkelig mener, at I vil løfte folkeskolen, så kom i det mindste og se, hvordan vi hver dag løfter folkeskolen i vores landsbyordning i Hylke og i kommunens små skoler – før det er forbi.

Publiceret 29 September 2020 08:00