"Bjedstrup skole er gammel og hviler på traditioner, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag," skriver Signe Marie Viborg. Arkivfoto: Thor Birk Trads

Debat:

Morgensang på Bjedstrup Skole

Stop med at nisse rundt og flytte stolene på dækket af Titanic. Stå i stedet forrest i ægte og bæredygtige forandringer, mener Signe Marie Vibborg

Signe Marie Viborg, Alkenvej 67ASkanderborg

debat Det støvregner. Sørensen løber med lange skridt fra sin tjenestebolig over gruset i skolegården. Beige sokker i sandaler, beige rullekrave og brune bukser med pressefolder. Han har travlt, for morgensang starter nu.

Børnene står parat i gangen uden for deres klasselokaler. Skolens store gang. Lærerne er der. Vi er der alle sammen. Vi synger ’Op al den ting’ og måske en mere rytmisk sang efter beskederne. Måske ’Æbler lyser rødt’. Så er der fadervor. Det gør ikke noget. Det er rart, og vi kender det.

Vi kender alle sangene i den røde sangbog. Vi synger højt, og vi er sammen i et vidunderligt øjeblik. Sangene siger mig noget og giver mig en stemme. De rammer en streng indeni af sorg og glæde blandet sammen. De siger mig, at jeg ikke er alene. Jeg forestiller mig alle konger på rad, der prøver at sætte et blad på en nælde.

Vi er i starten af 80’erne, og jeg går i Bjedstrup skole. Hver morgen startede sådan. Jeg elskede at gå i skole.

Man kan kalde dette indlæg patetisk. Man kan sige, at det taler om en skole, som for længst er væk og borte. Og det er rigtigt. Bjedstrup skole har ændret sig en del siden jeg gik der. Men min pointe er, at jeg husker Bjedstrup skole helt tydeligt. Jeg vil altid vil huske den.

Bjedstrup skole er gammel og hviler på traditioner, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Mig og mange andre. Skolen var for mig en tryg ramme, som jeg hver dag kunne regne med. Alle kendte alle, og lærerne gav af sig selv - udover bare det professionelle. Vi følte os set og anerkendt. Vi var stolte af vores skole.

Det var netop VORES skole og vi var alle vigtige brikker her. Vi havde en god ballast af værdier, som vi slet ikke satte spørgsmålstegn ved, når vi skulle flyve fra reden og ind på den store Mølleskole i Ry. Vi lærte samhørighed og at være gode ved hinanden. Vi så, at alt hvad vi gjorde, havde en indflydelse og en indvirkning på andre mennesker. Vi blev poetiske mennesker, der i hjertet vidste, at vi havde fat i noget helt essentielt. Vi mærkede autenticitet og sammenhængskraft.

Så kære politikere: Det er med stor sorg, at jeg ser, at vi er så tæt på en lukning af Bjedstrup skole. I dag, hvor jeg arbejder med udvikling af uddannelse, ved jeg, at de studerende vil have samhørighed. De vil anerkendes, og de vil have tydelige forbilleder og en tydelig kultur. Det har direkte indflydelse på deres trivsel og gennemførelse af uddannelsen.

Jeg har i mange år boet i Aarhus og København, men er nu flyttet tilbage til mit ophav med mine to piger. I de store byer søger alle det, der er småt. Hvis Bjedstrup skole lå på Nørrebro, ville den være stopfuld. Det store er yt. Ingen gider det.

Det er så håbløst umoderne, bonderøvsagtigt og fremmedgørende at tænke i sammenlægninger, centraliseringer og et hæsblæsende liv. Boxen i Herning, store biler, store huse. Krom og sort. Uden historiens fylde. Det er - for min del - og mange andres – ikke det jeg er flyttet tilbage på landet efter.

Så jeg siger: Vær visionære, vær dem der tør tro på det der syner småt, men er stort. Dem der tør være autentiske og føre politik med hjertet. I bliver husket. Vil I ikke være dem, der bliver husket for at sætte en ny trend med kvalitet i højsædet (ligesom Holbæk Kommune)?

Vil I ikke være foregangsfolk og vise andre, at hvor der er vilje, er der vej? I kan stadig nå det. Stop med at nisse rundt og flytte stolene på dækket af Titanic. Stå i stedet forrest i ægte og bæredygtige forandringer. Hvis skolen først lukker, kan I ikke sætte bladet på nælden igen. Så er der sket et svigt, et brud på historien, som ikke kan gøres ugjort.

Publiceret 24 September 2020 13:00