Debat: Før I ånder lettet op

Julie Maj Jakobsen, Stenløkkeparken 23, Skanderborg

Vi forstår godt, at forslaget til en ny skolestruktur i Skanderborg udløser et lettelsens suk hos de store skoler med udsigten til ikke at være nødt til at spænde livremmen endnu et hak. Når jeg på det seneste har læst de forskellige indlæg fra forældrerepræsentanter og skolebestyrelsesmedlemmer mv., der mener, at nu må det endelig være de dyre små skolers tur, hører jeg det egentlig ikke som skadefro tilkendegivelser men som oprigtigt desperate stemmer.

Langt om længe øjnes en mulighed for at slippe fri af den spændetrøje, som kommunens økonomiske politik på skoleområdet i årevis har holdt dem fanget i. Vi forstår også godt, at man derfor ønsker at få lukket aftalen og sat et punktum, så man kan tørre sveden af panden og se fremad mod en tid uden nye og yderligere stramninger i sigte.

Problemet er imidlertid, at en lukning af de lokaler i Landsbyordningen Virring, vi kalder Hylke Skole, som ikke har været en selvstændig skole i årevis, aldrig kan give den besparelse, der er lagt op til. Det viser sig nemlig, at nedlæggelse af klasserne i Hylke uanset hvordan man vender og drejer det vil medføre tilsvarende oprettelse af to nye klasser i Virring i en lang årrække. Samtidig vil lukningen påføre kommunen en meromkostning på over 1,8 mio. kr. om året til øget administration, SFO-behov og flere skolebusser.

Samtidig vil lukningen påføre kommunen en meromkostning på over 1,8 mio. kr. om året til øget administration, SFO-behov og flere skolebusser

Men hvorfor er der så ikke taget højde for det i Udvalgets forslag? Svaret er formentlig enkelt: Fordi politikerne ikke selv er klar over det. Det er nemlig skjult i materialet. Ved en aktindsigt i materialet bag BDOs rapport fremgår det at grundlaget ikke er helt så sikkert og rapporten ikke så uvildig som der gives udtryk for. Følgeomkostninger udelades og forudsætninger tilpasses så det ønskede resultat nås.

Så får I ånder lettet op: Hvis debatten virkelig skal handle om omfordeling af penge, så bør det store spørgsmål være, hvem der skal betale regningen, hvis Byrådet træffer en dyr beslutning?

Publiceret 17 September 2020 14:00