Debat: SF og Enhedslisten siger et og gør det stik modsatte

Ditte Jensen, Klokkehøj 11, Skanderborg

Troværdighed er blevet et varmt emne i debatten om den nye skolestruktur. Og det åbner op for spørgsmålet: hvem bør kunne stole på hvem i et repræsentativt demokrati?

De seneste to uger har man kunne læse, hvordan borgmester Frands Fischer har undsagt sig DF og Venstres beslutning om at leve op til deres valgløfter fra 2017 og nægte at lukke Bjedstrup Skole og Hylke Skole og de dertilhørende aktive landsbyfællesskaber.

Borgmesteren baserer sin afstandstagen på, at de to partier har skrevet under på Undervisnings- og Børneudvalgets indstilling og derfor ikke efterfølgende kan tillade sig at komme på bedre tanker, uden at de to partier mister deres troværdighed.

'Vi er helt enkelt nødt til at kunne stole på, at partierne rent faktisk mener det, de skriver under på,' udtalte Frands Fisher 25. august til Ugebladet Skanderborg, hvor han også truer med at udelukke V og DF fra de kommende budgetforhandlinger.

Lad os lige granske Frands Fishers argumentation en ekstra gang. At politik handler om tillid er indiskutabelt. Men hvilken tillid?

Vi spoler tiden tre år tilbage. For selvom flere politikere og politiske partier i Skanderborg byråd tilsyneladende lide af korttidshukommelse, er vi en del, der husker valgkampen i efteråret 2017. Her mødte blandt andre Claus Leick fra SF og Maria Temponeras fra Enhedslisten op på Alken Mejeri til valgdebat. Til spørgsmålet om, hvorvidt de kunne finde på at lukke Bjedstrup Skole, svarede begge klart nej. Havde svaret været det modsatte, altså ja til lukning af Bjedstrup Skole, kan jeg forsikre om, at de to kandidater havde fået væsentligt færre, hvis overhovedet nogen, stemmer fra landsbyboerne.

Nu forholder det sig desværre sådan, at både SF og Enhedslisten og de to omtalte kandidater var yderst populære i landsbyerne op til valget i 2017. En popularitet baseret på, at landsbyboerne var overbeviste om, at de havde en aftale med deres lokale repræsentanter. En aftale baseret på, at kandidaterne rent faktisk mener, hvad de siger for at bruge Frands Fischers retorik.

Nu er spørgsmålet, hvem politikerne i Skanderborg byråd er forpligtiget over for. En topstyret politisk aftalekultur? Eller de borgere, der har stemt på politikerne og de politiske partier i den overbevisning, at de holder deres ord og arbejder for det, de lover?

Det repræsentative demokrati er baseret på det sidste. For som Frands Fischer selv påpeger, kan det ikke nytte noget, at borgerne forud for hvert valg skal ringe rundt til samtlige politiske partier og spørge, om de virkelig mener, hvad de siger.

Publiceret 31 August 2020 17:00