Pressefoto

Pressefoto

Debat: Lukning af landsbyskoler: Hvor er sammenhængen med kommunens klimamålsætninger?

Feline Schiøtz, Emborgvej 110, Alken

I dag, da jeg stod ved min ladcykel og skulle op og hente mine to børn i Bjedstrup, slog det mig, at der er endnu en ting vi ikke har fokuseret så meget på i debatten om den nye skolestruktur - eller har politikerne fokuseret på det og tænkt, at det ikke betyder noget?

Jeg er ikke klimaaktivist. Og jeg kunne helt sikkert gøre meget mere for klimaet, men jeg gør mit bedste og en ting jeg tænker over er, hvor meget vi bruger bilen - fordi vi bevidst har bosat os et sted, hvor det er muligt at lade den stå!

Da min mand og jeg begyndte at tænke på at flytte ud af København, var der flere hak der skulle krydses af: En lille folkeskole, Et aktivt lokalmiljø, Mulighed for offentlig transport så vi ikke skulle have to biler og så vores børn senere hen selv kan tage til sportsaktiviteter, venner, uddannelser etc. uden at skulle blive kørt hver gang.

Min mand arbejder uden for Aarhus, hvor offentlig transport vil tage for meget tid fra familien. Derfor har vi valgt at have én bil. Jeg selv cykler (el-cykel skal siges) op til skolen og børnehaven, når jeg afleverer vores børn. Så cykler jeg de to km der er ned til toget i Alken og tager på arbejde i Aarhus (25 minutter tager det). Når jeg skal hente børnene er det samme rutine den anden vej. Det er nemt og det er hyggeligt og vi er mange der følges fra Alken.

Når jeg skal til fodbold i vores lokale gymnastikforening, er det cyklen op til Bjedstrup. Det samme gælder, når resten af familien skal til deres aktiviteter i Bjedstrup. Stort set alle legekammerater, samt dagligdagens fornødenheder og aktiviteter er i nærområdet, så det er muligt at cykle til dem.

Nu står Bjedstrup Skole til at lukke. Jeg er ikke alene om at frygte, at det vi er flyttet hertil for langsomt vil forsvinde, hvis hjertet i vores samfund bliver slukket, altså at skolen bliver lukket.

Det vil ikke kun gå ud over mine børns skønne hverdag, men også helt ekstremt ud over min egen og vores families hverdag som helhed. Hvordan skal vi kunne hente og bringe i Ry, uden at have to biler? Hvordan skal jeg finde parkeringsplads inde midt i Aarhus? Hvorfor skal vi have to biler og en parkeringsplads i Aarhus? Og hvordan vil trafikken på Skanderborgvej se ud, hvis dette bliver en realitet?

De fleste familier i området står i nøjagtigt samme problematik som os. Hvis indstillingen til den nye skolestruktur bliver vedtaget skal vores børn ind til en ny skole i Ry (CO2-regnskabet for nyt byggeri er et andet kapitel). Det vil blive om cirka fem år - til den tid tror jeg ikke på at klimaet er reddet. Er der ikke noget, politikerne har glemt i alt det her? Hvad med klimaet og vores klimamål. Når jeg regner sammen, på min humanistiske måde, så er denne indstilling den helt forkerte vej at gå, hvis Skanderborg Kommune som samfund skal leve op til sin egen målsætning om at reducere sin CO2-udledning med 70 procent indtil 2030.

Kære byrådsmedlemmer, jeg håber I vil lytte og give det lidt ekstra tanker.

Publiceret 28 August 2020 17:00