Debat:

Landmænd: Drop tanker om at lukke Bjedstrup Skole

Karl-Ole Jokumsen (gårdejer) og Bente Andersen (planteavlskonsulent), Svejstrup Østergaard

Det er helt forkert at nedlukke Bjedstrup Skole.

Det er skuffende at se, hvordan Venstre - og andre partier - i Skanderborg nu er med til at svække og lukke noget af det vigtigste vi har - den lokale skole.

Omvendt er det glædeligt at se Venstre åbne op i dagspressen for, at man vil ændre denne indstilling om at lukke Bjedstrup Skole. Karl Ole har boet hele sit liv i området. Bjedstrup Skole har altid været med til at binde de små samfund sammen.

Binde os sammen herude, på trods af forskelligheder og generationer.

Børnene har kunnet cykle og gå i skole og møde omgivelserne fra og til skole. Snakke med naboens hund og vinke til os som naboer.

Hvorfor slå de små samfund i stykker? Vi har ansatte, som har børn der går på Bjedstrup Skole. De elsker Bjedstrup Skole.

Det bliver et kæmpe tab for os, hvis I politikere vælger at nedlægge og centralisere, og det virker både ulogisk og ugennemtænkt

Det er forstemmende og uforståeligt, hvorfor man politisk vil tage det fra dem og alle de andre børn i området. Skolen i Bjedstrup har altid været god til at inkludere. Vi har mødt tilflyttere som har haft børn i en stor skole.

Det var ikke rart, fortalte de. Men da børnene kom til Bjedstrup Skole, så blomstrede børnene pludselig op og følte sig set, hørt og accepteret. Den slags historier er der mange af, rigtig mange.

Det bliver et kæmpe tab for os, hvis I politikere vælger at nedlægge og centralisere, og det virker både ulogisk og ugennemtænkt.

Hvorfor skal de små samfund slås i stykker, spørger vi? Er det Venstres nye politik?

I kan nå at lave det om. Det vil være det rigtige at gøre.

Publiceret 18 August 2020 13:30