Debat: Forliste børnehåb og iturevede ideologier

I forsøger i øjeblikket at stjæle mine børns dejlige skole i Bjedstrup, og I viser dem pt. vejen til politisk utroværdighed. Min datter på 7 år spurgte fortvivlet i går, “Hvorfor satte ham der Frands-borgmester egentlig sine sko ved vores skole mor, når han så bare lukker den. Det må man da ikke vel? Gør politiet så ikke noget mor?” (Hun henviser til landsbyernes skodemonstration den 10 juni 2020). Jeg er jo fuldstændig lige så desillusioneret som min datter, men måtte med ærgrelse meddele hende, at det blot er lokal politik af allerværste skuffe.

Mette Sletskov.

Mette Sletskov.

Men noget gør dog grundlæggende ondt på mig i denne urimelige proces, hvor man har valgt at lukke to velfungerede folkeskoler på ganske usagligt grundlag. Jeg er født og opvokset i Skanderborg og har brugt utallige timer på politiske snakke med min far, Olaf Sletskov, som et helt liv troede stålfast på kernerøde, socialistiske værdier. Han dedikerede timevis af arbejde ind i fagbevægelser og lige så mange i endeløse diskussioner, som talte ind i socialfaglig politik. Og det blev uden tvivl vores fælles hjertebarn; rød politik.

Derfor var der intet mere naturligt for mig end at melde mig ind i socialistisk ungdom og sidenhen SF’s ungdom. Som handelsstudent gik jeg gladeligt rundt i min t-shirt med teksten, “Anders Fogh nej tak”, hvilket ikke var et oplagt statement i de rammer. Ideologisk og politisk set har jeg aldrig følt mig vaklende eller på tynd is: Jeg vil et samfund, hvor der er plads til alle, og vi alle tilbydes lige ret, lige værd og lige muligheder, og derfor SKAL Dover sogn have sin egen folkeskole.

Men kære politikere - I har nu sendt mig på tynd is ift. mit politiske standpunkt. Jeg kan på ingen måder se jeres socialfaglige politik i jeres håbløse beslutninger om at nedlægge skoler og dermed samfund. Jeg mistede min kære far for 6 år siden, og jeg savner dagligt mine snakke og særligt alle de politiske værdibaserede snakke med ham. Han var ikke bare klog - han var vis.

Jeg har flere gange i denne proces om ny skolestruktur tænkt på ham, for han var blevet flov og oprevet som gammel skanderborger, men pludselig synes jeg, at jeres beslutninger er blevet så tåbelige og uigennemtænkte, at det måske lige netop nu er ok, at han ikke er her. I har ikke bare gjort mine børns skoleliv og daglige trivsel ustabil, men i lige så høj grad sendt mig ud i politisk ingenmandsland, for at stemme rødt i skandeborg kommune ved kommende valg er jo umuligt, hvis man skal være de socialistiske værdier tro.

Publiceret 18 August 2020 17:52