Elevrådet på Stjærskolen med banner. Pressefoto

Elevrådet på Stjærskolen med banner. Pressefoto

Velkommen tilbage til Stjærskolen – forhåbentlig mange år endnu!

Marie Hulgård, Enebærvej 1, Stjær

Sommerferien går på hæld og lige om lidt venter hverdagen med arbejde, indkøb, fritidsaktiviteter og skolen starter igen. Jeg har børn, der skal starte i 2., 4. og 8. klasse på Stjærskolen og det er ikke uden en vis nervøsitet, jeg afventer skolestarten i år.

Men det skyldes egentlig ikke Stjærskolen, hvor mine børn trives, har gode kammerater og møder lærere med høj faglighed og fokus på sociale kompetencer. Det skyldes, at jeg ikke ved, hvor mange nye skoleår mine børn får lov til at starte på Stjærskolen.

Skolestrukturen i Skanderborg Kommune er under revision. Lige nu føles det som et kæmpe puslespil, og som forælder ved man ikke, hvor mange brikker der er faldet på plads og om vores lokale skole får en plads i den endelige plan eller ej.

Bevar landsbyskolerne, så vi kan hjælpe med at løse udfordringen med flere skolebørn fordelt over hele kommunen

Vi er mange, der venter på Undervisnings- og Børneudvalgets anbefalinger til Byrådet om den nye skolestruktur. Vil vores skole blive en del af løsningen på den forventede stigning i børnetallet? Vil udskolingsklasserne fortsat høre til på Stjærskolen, så byens fritidsliv kan nyde godt af de unge – både som medlemmer og som trænere? Vil projektet om Bæredygtighed for Alle som planlagt udvikle aktiviteter og koncepter sammen med Stjærskolens ældste klasser?

Min mand og jeg flyttede til Stjær i 2008. Vi valgte byen, fordi den opfyldte de ønsker vi havde til det sted, hvor vores familie skulle slå rod og det var afgørende for os, at der var en skole 0.-9. klasse. Jeg ved godt, at der ikke er garanti for ret meget i livet, men i de 12 år vi har boet i Stjær, har vi ikke oplevet andet end vækst. Flere huse, flere indbyggere, flere børn. Vi har oplevet en by, som tiltrækker energiske mennesker, der ligesom os ønsker en tryg base for deres familie i et lille samfund, hvor vi løfter sammen og skaber nye fællesskaber.

Garanti eller ej, så giver det bare ikke mening at fjerne en del af fundamentet for en levende landsby i udvikling!

Skanderborg får flere indbyggere, men det gør Skanderborgs landsbyer altså også – og det skyldes blandt andet at vi kan tilbyde alternativer til de større skoler i centerbyerne. Bevar landsbyskolerne, så vi kan hjælpe med at løse udfordringen med flere skolebørn fordelt over hele kommunen!

Publiceret 03 August 2020 17:00