Oddervej. Arkivfoto

Oddervej. Arkivfoto

En venlig opfordring til et politisk øjekast på Oddervej

Forskellige prioriteringer er være sværere at forstå

Holger Dalgaard, Skårup

debat At nye skolebørn, som flytter bag Skanderborgs bygrænser, skal have gode og sikre cykelveje er oplagt for enhver. Og det får de heldigvis også. Og at ønskerne om cykelstier i kommunen er flere, end pengene rækker til, er også klart. Så der skal prioriteres. Det bliver der forståeligt også. Men at prioriteringerne skal give så tydelige forskelle som tilfældet er, det er være sværere at forstå.

Forskellige kommunekasser? Sikkert, men hvad hjælper det når efterårsmørket sænker sig?

For et par kilometer fra Admiraltoftens, nye avancerede cykelnet, er tiden gået i stå. I de 25 år jeg har været beboer i Skårup, har vi herude håbet på et politisk blik på kombinationen af bløde trafikanter og Oddervej.

Pendlercykler, motionscykler, gående, løbende. Turister og fastboende blandet i en farlig cocktail med tung trafik. En komplet uvidenskabelig statisk fortæller, at hver eneste gang turen går fra Skårup mod Vestermølle, møder man mindst én blød trafikant. Og som regel flere. Kommunen kan ikke se det på statistikken – vist fordi en cykel vejer for lidt til at slå ud på måleudstyret. Ja, man finder ofte kun det, man leder efter.

Over de samme 25 år er antallet af biler mindst fordoblet, hvis man forsigtig laver købmandsregning på baggrund af kommunens egen trafikstatistik.

Som ivrig motionscyklist er det ikke mange asfalterede veje i kommunen, mine cykeldæk ikke har rørt. Titusindvis af skønne timer i fantastisk natur. Tydeligvis oplevelser, jeg deler med masser af turister og børnefamilier på oplevelse rundt om Skanderborg Sø. Ikke mindst nu, hvor solen står højt. Men et godt råd – indtil en politiker kommer forbi – så hold livet tættere til kroppen og drop turen, hvis den går ad Oddervej. Det går ikke længere. Det er for farligt.

Til sidst lige tilbage til det med, at tiden er gået i stå. Det passer så ikke helt. En livsfarlig rende i vejen ved Vestermølle, er nu blevet fyldt ud med en stor klat asfalt.

Den direkte årsag var, at min datter slog saltomortaler efter mødet med en campingvogn netop der. Og at det møde blev skrevet op inde i politibilen og derfor optræder i statistikken. En stor tak til asfaltbilen, som slog vejen forbi. Herude håber vi bare, at den snart kommer tilbage med alle sine venner.

Publiceret 14 July 2020 14:15