Steen Nørgaard Madsen. Pressefoto

Steen Nørgaard Madsen. Pressefoto Landbrug & Fødevarer

Debat: Lad os løfte Anders Nielsen ud af ukrudt og glemsel til den hædersplads, han fortjener

Steen Nørgaard Madsen, formand for Mejeriforeningen, næstformand i Landbrug & Fødevarers Virksomhedsbestyrelse, Gdr. Steen Nørgaard Madsen, Voel

Hver gang jeg kører forbi Anders Nielsens misligholdte mindeanlæg ved landevejen mellem Ry og Skanderborg, giver det et stik i hjertet. En landmandskollega fra omegnen sagde forleden dag 'Det mindesmærke har nu altid haft en tilværelse i skyggen'.

Det kan kommunen ikke være bekendt, det kan hans familie og danske landmænd ikke være tjent med. Mindestenen blev rejst i en nyanlagt have på 865 kvm. året efter Anders Nielsens død i 1928. Hans enke, Kirstine, overdrog arealet til Dover Kommune i 1931, som mod betaling lovede at vedligeholde og passe anlægget 'altid'. Men da Kirstine var død, blev løftet brudt. Haven blev plantet til med træer, der siden har stået i krat og ukrudt, og mindestenen blev sat ned i vejsiden. To gange er anlægget blevet istandsat for penge fra hhv. DLG og Landbrugets Kulturfond. Kommunen har været passiv.

I 2014 tog Vestermølle Møllelaug initiativ til at få anlægget renoveret for tredje gang - og tilbageført efter model fra 1928. Mejeriforeningen, DLG, en række fonde og landboforeninger bevilgede penge hertil. Men så sagde Skanderborg Kommune pludselig nej, fordi arbejdet ville medføre en landskabsændring, og ikke kunne laves trafikvenligt. Kommunen foreslog i stedet at flytte anlægget til Vestermølle, hvor der i 2010 blev indviet et Anders Nielsen-museum, som foreløbig har haft 40.000 gæster.

Alle, der hidtil havde bevilget penge til at vedligeholde og bevare stenen og anlægget, bifaldt idéen. Den fantastiske historie om Anders Nielsen og hans markante og selvstændige kone fortælles meget bedre på et velbesøgt sted som Vestermølle, end det er muligt på en vindblæst skråning langs en landevej. Anders og Kirstines efterkommere var enige, og det frivillige Møllelaug påtog sig opgaven og fik en ny plan godkendt både af kommunen og Fredningsnævnet.

Nu har et byrådsmedlem så fået sagen sendt i udvalg, bl.a. ud fra den mistolkning, at kommunen, i dag Skanderborg, ejer både grund og anlæg. Det er IKKE tilfældet. Andelsudvalget opførte anlægget for penge indsamlet over hele landet. Andelsudvalget blev senere til Danske Andelsselskaber, som i dag er del af Landbrug & Fødevarer. Den tinglyste deklaration på skødet fra 1931 siger, at vi - med accept fra Anders’ og Kirstines efterkommere ' kan fritage kommunen for pasningspligten og juridisk aflyse deklarationen i skødet. Vi kan altså hente anlægget, fordi familien også gerne ser Anders’ og Kirstines historie og markante indsats for både landbrug, andelsbevægelse og samfund udbredt til flest mulige.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at anlægget på Vestermølle vil komme til ære og værdighed som før 1959. På Vestermølle vil det få opmærksomhed og give de 125.000 årlige besøgende, en ekstra oplevelse og en fortælling om grundlaget for andelsbevægelsen og den udvikling, som har lagt grunden for det velfærdssamfund, vi har i dag, og som også er en stor og levende del af moderne dansk landbrug.

Hvorfor forhindre, at den historie løftes frem i lyset?

Anders Nielsen sagde, man skal være sig selv, men ikke sig selv nok. Mon ikke borgmester Frands Fischer og byrådets store flertal ligesom Kirstines og Anders’ familie deler min opfattelse.

Jeg håber, at der hurtigt træffes en god beslutning, som løfter Anders Nielsen og det, han afstedkom ud af ukrudt og glemsel til den hædersplads, han fortjener.

Publiceret 13 June 2020 07:00