Debat:

Selvfølgelig skal der være folkeskole, børnehave og vuggestue i De 7 Dale

Rasmus Kierkegaard, næstformand i skolebestyrelsen for Veng Skole & BørnehusStine Godsk, medlem af skolebestyrelsen for Veng Skole & Børnehus og bestyrelsen for De 7 Dale

For ét år siden gik de syv landsbyer Mesing, Hårby, Nørre Vissing, Foerlev, Jeksen, Veng og Søballe sammen i landsbyfællesskabet 'De 7 Dale'. Fællesnævneren? Veng Skole & Børnehus.

Det er på skolen, man mødes. Det er på skolen, tilflyttere lærer de lokale at kende. Det er skolens tætte tilknytning til Borgernes Hus, spejderne, lokalarkivet og idrætsklubben HIK81, der skaber et livligt lokalmiljø efter fyraften. Det er skolen, der sikrer sammenhængskraften i et område midt i kommunen, hvor de små landsbyer lever. Men de lever primært i kraft af det fællesskab, der er omkring skolen.

Lukker skolen, falder alle argumenter. Hvem gider bo i det sorte hul

En lukning af vores skole er langt fra blot et spørgsmål om udnyttelse af bygningsmasse og stordriftsfordele. En lukning af vores skole vil være et dødsstød til lokalsamfundet.

Så spørgsmålet om fremtiden for Veng Skole og Børnehus, er et spørgsmål om, hvad politikerne i byrådet vil med områderne uden for de større byer. Skal de udvikles eller afvikles? Tør man tage et politisk valg om, at det skal være attraktivt at bo alle steder i Skanderborg Kommune? Eller tror man på, at løsningen på udfordringerne med at få plads til alle er, at holde borgerne indenfor bygrænserne og gøre det meget lidt attraktivt at vælge at bo på landet?

For vores område er det et spørgsmål om, hvorvidt et stort skoledistrikt midt i kommunen – med alle de muligheder, det giver – skal være et sort hul?

Eller om det skal være en centrifuge for lokal udvikling.

Mange børnefamilier drømmer om plads. Der er en megatrend i samfundet om at komme tættere på naturen og leve mere bæredygtigt og søge det nære, det trygge og fællesskabet – en trend, der, efter alt at dømme, kun bliver forstærket efter coronatiden.

'De 7 Dale' ligger i et infrastrukturelt smørhul, og vi tror på, at vi vil se en øget tilstrømning af børnefamilier i de kommende år, som også vil søge ud på landet. Skanderborg Kommune er en god kommune, og herude hos os er der godt at bo.

En lukning af vores skole vil være et dødsstød til lokalsamfundet

Lukker skolen, falder alle argumenter. Hvem gider bo i det sorte hul?

Veng Skoles fremtid er ikke i spil, fordi det er en dårlig skole. Det er en god skole, med et stærkt fællesskab, glade børn og med et pædagogisk tilbud, der også rummer børn, der ikke kan finde fodfæste andre steder.

På vores skole er inklusion ikke noget, der kommer og går. Det er en pædagogisk grundværdi, som er en naturlig del af hverdagen. Det giver en rummelig skole, hvor der er plads til alle, og hvor børnene får nogle stærke værdier indpodet, fra de er helt små.

Veng skoles fremtid er i spil, fordi det er en lille skole. I stedet for at se det som et problem, kunne man vælge at se det som et uudnyttet potentiale. Fordi en lille skole kan tilbyde noget særligt. 'One size fits nobody', og er der ikke noget at vælge imellem i Skanderborg, bliver kommunen et fattigere sted. Bogstaveligt og billedligt talt.

Publiceret 28 May 2020 15:00